lørdag den 8. juni 2019

Lise for sjælen hos Karin Østergaard

I denne uge gik et ønske i opfyldelse - jeg kunne endelig tage afsted på et 5 dages kursus hos Karin Østergaard i Thisted. Siden besøget til Quilt Rally Midt/Nord i oktober 2018, har jeg drømt om at komme på kursus hos Karin.

Kursusfolder Karin Østergaard kurser i Thisted

I ugerne op til gjorde jeg en masse sytøj klar, pakkede stof, sygrej og inspiration ned i kasser og tasker. Jeg fik langt fra brug for det hele, men det ved jeg til næste gang.

Pakket til kursus hos Karin Østergaard

Vi var 12 friske kvinder fra både Jylland, Sjælland og Bornholm. Karin og hendes hjælper Gunhild tog godt imod og fik os alle på plads ved de to store borde til undervisning. Jeg fik en god hjørneplads med reoler bag mig med plads til en del af mit grej.

Min arbejdsplads på kursus hos Galleri Karin Ø

Efter den officielle velkomst og en dejlig frokost, satte Karin os i gang med et projekt, som satte nogle af os på en lille prøve. Nogle siger at man bliver klogere af fejl og det tror jeg på. Det måtte lappes lidt på bagsiden, før projektet var helt igen. Kaffebrikker i julestof blev det til, en sjov teknik som Karin har lavet mønster på.

Runde kaffebrikker efter mønster fra Karin Oestergaard

Imens vi fik syet kaffebrikkerne gik Karin rundt til os alle for at høre hvilke ønsker vi havde til kurset. Jeg ville gerne lære tekniker til artquilts, da jeg blev meget fascineret og imponeret over de artquilts, som Karin har syet og har udstillet i butikken.

Mit første projekt blev derfor petit maskinbroderi, som Karin bruger til f.eks. at sy små fugle til hendes billeder. Jeg ville gerne sy insekter og forsøgte at lave både en guldsmed, en myre og en bille. Der kom også en grøn/pink flamingo ud af anstrengelserne, men jeg er mest tilfreds med billen.

Grøn bille maskin broderet

Hver dag kl. 17. havde vi happy hour hvor vi samledes om spisebordet med håndsyning. Der var flere projekter vi kunne vælge imellem, eller sy på vores eget. Jeg valgte sashiko broderi eller noget der minder om det. Det blev en anden prøvelse med rå kanter og skæve linjer - en god måde at slappe af med sit sytøj, for det skal ikke være perfekt!

Dækkeservietter med sashiko og rå kanter

Det blev også til en lille udflugt for nogle af os, denne gang gik turen til Mors, bl.a. Hanklit.

Hanklit på Mors - aflejninger ses tydeligt i skrænten


Sti til toppen af Hanklit og fantastisk udsigt over fjorden

Der er virkelig smukt på Mors og i Thy, og absolut et længere besøg værd. Ud over bakker og klitter er der næsten vand alle steder uanset hvilken retning man kigger.

De sidste par dage blev brugt på at sy en fugl efter kyndig vejledning fra Karin. Den teknik skal jeg i hvert fald prøve igen, det er sjovt, men tager ret lang tid.

Tucan fugl syet i stof og broderet på maskine

Billedet skal stryges lidt igen og monteres i en svæveramme. Med Karins hjælp og vejledning blev det et sjovt og lærerigt projekt at arbejde med. Jeg er i gang med et andet billede fra Vesterhavet, stærk inspireret af Karins billeder med samme teknik og næsten samme motiv. Det er langt fra færdigt og derfor viser jeg det ikke endnu.

Det var 5 herlige dage sammen med en flok skønne kvinder, snakken gik og der var ikke langt til grin og smil. Selvom flertallet af deltagerne kendte hinanden rigtig godt, tog de godt imod os nye deltagere. Vi fik inspiration fra hinanden og de mange flotte værker, som hænger og står rundt omkring i butikken.

Det er ikke sidste gang jeg skal på kursus, og jeg kan varmt anbefale at tage til Thy. Der var også rigtig fin overnatning på hotellet i nærheden og lækker forplejning derfra hele ugen.

I morgen skal der sys på det sidste billede, så det forhåbentlig kan komme op at hænge inden længe.

1 kommentar:

  1. Det er en super anbefaling og en rigtig fin beskrivelse af mine kurser. Tusind tak for det. Når man kommer til et kursus, som du gør, med et så åbent og positivt sind, så får man bare så meget igen. Skønt at lære dig at kende. Du er meget velkommen igen������

    SvarSlet

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.