tirsdag den 11. december 2012

Sådan lidt af hvert...

Tænk sig - nu har jeg faktisk fået syet noget af det der har stået i min projektbog i månedsvis.

Tør godt vise det frem selvom det er til gaver - regner nemlig ikke med modtagerne kigger med her.

Først et par grydelapper til en veninde, der fylder rundt lige inden jul - det skulle være noget praktisk og hun elsker at lave mad, så hvad er mere nærliggende end grydelapper?


Mønsteret er fra en bog "Pot Holders, Pinchers & More", som jeg har købt på amazon.co.uk. De er lige hendes smag, fulde af farver og ret nuttede.

Jeg har været i grydelappernes favn, og fik syet endnu en gave til en god ven som er glad for at lave mad, men måske er endnu gladere for Apple produkter. Derfor er disse grydelapper syet, så han kan glæde sig over begge dele på én gang.


Lidt inspiration skal der også til, så jeg har købt min første norske patchwork bog "Lappedrømmer" af Hilde Lien og Tina Eckeroth. Bogen er købt hos "Den Lille Lade". En dejlig bog med meget inspiration og hyggelige billeder.





Der er flere af tingene jeg godt vil lave, men fremhæves skal et tæppe med de skønneste former og et juleophæng til pakker, som kunne være sjovt at lave, måske med nogle få justeringer.


Nu ser jeg bare frem til en juleferie, hvor der måske bliver tid og lyst til at sy flere af de ting jeg har stående i projektbogen.

Fortsat god december !