Viser opslag med etiketten Bagsider. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagsider. Vis alle opslag

fredag den 11. marts 2016

Ball Joints Quilten er FÆRDIG!

Den seneste tid har jeg arbejdet hårdt på at blive færdig med nogle projekter. Og langt om længe er mit store tæppe på næsten 2 x 2 meter blevet færdig.

Forside af den næsten 2 x 2 meter store quilt

Projektet er gået under navnet "det prikkede" når jeg har omtalt det for andre quiltere, da der kun er brugt prikkede stoffer. De er samlet ind over en længere periode og fra mange forskellige patchworkbutikker.

Blød fleece til bagsiden tilsat nogle rester patchworkstof

Når tæppet skal bruges til hygge i sofaen, bruger jeg fleece bagpå. Det er ofte nødvendigt at øge bredden på fleecen til bagsiden og det har jeg gjort her, ved at bruge de absolutte sidste rester fra forsiden. Jeg måtte endda købe en enkelt FQ for at have nok.

Nu skal der snart sys en label med navn og årstal. Den broderer jeg i hånden og applikerer på. Der er et par tæpper mere, som skal have label på, så de bliver syet på samlebånd.

Det føles dejligt med fire projekter færdig allerede i løbet af de første 3 måneder af året. Det går fremad med at få brugt af hjemmelageret. Også selvom der kommer lidt ekstra til ind imellem.

søndag den 13. december 2015

Juletræstæppe og montering uden lukkekant

Sent i går aftes blev jeg færdig med juletræstæppet, så kan det alligevel være vi skal anskaffe os et juletræ i år, selvom jeg frygter hvad Mille kan finde på med et træ i stuen..

Juletræstæppe med applikerede snemænd

Der skal ikke lukkekant på dette tæppe, så det er syet med en åbning i bagsiden for at kunne vende det. Hvis du er i tvivl om hvordan du gør det, så følg denne fremgangsmåde:

  1. Dit bagsidestof stryges godt og deles i to, HUSK at det skal være større end din forside, da du skal bruge 2 x søm til hullet. Delene sys sammen igen med mindst 1 cm sømmerum, og med et passende stykke uden syning (hullet til at vende i). Husk at hæfte enderne når du stopper og når du starter efter hullet. Sømmen stryges fra hinanden, så du har en fin kant ved hullet.
  2. Læg nu bagsidestoffet med retten op, læg din forside ovenpå med retten ned og til sidst dit fyld ovenpå forsiden. Du må IKKE lime delene sammen.
  3. Klip/skær delene til, så de passer til din forside. Sæt nåle i hele vejen rundt.
  4. Sy med et passende sømmerum fra siden med fyldet.
  5. Nu kan du vende forsiden ud gennem hullet i bagside stoffet og sy hullet til med usynlige sting i hånden. Pres dit arbejde godt.
  6. Quilt derefter som du ønsker.
Jeg bruger denne metode, hvis jeg syr noget som er rundt, for det er svært at få sømmen pæn, hvis man vender arbejdet i kanten i stedet for i bagsiden.

Hvis du er i tvivl så skriv gerne til mig på tivogn @ gmail. dk (mellemrum fjernes), så skal jeg forsøge at hjælpe så godt jeg kan.

mandag den 7. september 2015

Ny taske på vej og lækre indkøb

I sidste uge var jeg til patchwork café for første gang hos Ragnhild i Den Lille Lade - jeg fik ikke syet et eneste sting, men gik og aede stoffer og fandt selvfølgelig inspiration til en ny taske!

Stof til Sy dillen fra Den Lille Lade
Sy "dillen" er Ragnhilds sidste nye taskemønster og sådan én måtte jeg bare sy! Jeg faldt totalt for stoffet med sekskanter og bier på, så det var en prøvelse at finde noget stof, der matchede dette hør/bomulds stof.

Jeg er i gang med at sy den, men det er tydeligvis længe siden jeg har lavet tasker, for det har voldt mig en hel del problemer! Først skærer jeg forkert i flere omgange og siden har jeg også syet forkert og måtte gøre det om. Søndag var jeg så heldig, at Ragnhild skulle til Hedensted, og jeg fik bud med en halv meter stof af bierne, fordi jeg havde skåret så forkert, at det nu må bruges til et andet projekt!

Lørdag var dagen, hvor jeg forelskede mig i endnu et par ting, denne gang på en Livsstilsmesse med mange forskellige boder. Den første lille sag, jeg måtte have med hjem, var et rustent fuglehus.

Gammelt fuglehus til haven

Og i en anden bod var der en flot karaffel, som jeg ikke kunne lade stå. I den tilhørende butik var der et udvalg af gamle og nye ting i fransk bondestil, og dem der kender mig og har set mit hjem, ved at det ikke er en stil, der passer ind her i huset. Men man kan alligevel godt blive lidt blød om hjertet, når der pludselig står en fin lille kommode, som bare skriger på sysager...

Kommode indkøbt til sytøj i fransk bondestil

Nu er udfordringen at finde plads til den på syværelset - der skal vist en kraftig oprydning til...

Hos Ragnhild kom jeg oprindeligt efter noget lime grøn fleece til mit lyserøde tæppe, som jeg snart skal have quiltet og gjort færdigt. Selvom det ikke er ynglings opgaven at quilte i hånden, så bliver dette tæppe med håndquilting.

Skøn blød fleece til bagside på quiltet tæppe

Næste gang håber jeg, at kunne vise en færdig SY dille, eller som jeg foretrækker at kalde den "SHOPPEREN"

onsdag den 24. juli 2013

Det løg'n!!!

Til patchworkmessen i Middelfart købte jeg noget stof med løg på, fordi en af butikkerne (kan desværre ikke huske hvilken af dem) havde nogle meget søde løgposer stående som jeg faldt pladask for.

Nu har jeg selv forsøgt mig ud i løgposens verden og resultatet blev denne pose, som ikke helt holder målene i mønsteret. Sådan er det næsten altid når jeg syr efter mønstre, så finder jeg på en anden størrelse, som jeg tror passer bedre til mit behov (hvilket ikke altid viser sig at være tilfældet).


En af dagene hvor der var alt for varmt i haven/på terrassen fandt jeg på at montere min senest syet top. Det er syet efter et mønster i Kaffe Fassett' s bog "Kaffe quilts again". Blokkene er syet efter mønsteret, men sammensætningen af blokkene er ikke lavet efter mønsteret. Jeg har forsøgt at få en balance i de mørke/lyse stoffer samt de stoffer som er mere synlige end andre.


Bagsiden er syet sammen af rester fra tæppet samt lækkert blødt brunt fleece. Nu mangler "bare" quiltingen og lukkekanten. Men det bliver vist et vinter projekt, da tæppet er meget tungt og temmelig varmt at sidde med. Regner med det skal quiltes i hånden, så det kommer til at tage noget tid.



tirsdag den 15. januar 2013

Foredrag, færdige projekter og indkøb...

Nu er der et foredrag med Grete Guliksen Moe 
hos "Den lille lade" den 26. februar 2013.


Det nye år er allerede 15 dage gammelt og jeg har fået to projekter færdig!

Det første der blev færdigt var mit lilla tæppe "Daisy Chain". 
Bagsiden har jeg ikke fået fotograferet, men den er syet af
resterne fra forsiden og perlebomuld i 4 forskellige lilla farver.
Øverst i billedet er lidt af bagsiden. Tæppet er quiltet med
lige diagonale linjer gennem hele tæppet.


Det andet projekt jeg har syet færdigt er min lakridskonfekt-nålepude.
Syntes selv den blev ret indbydende.


De sidste bøger jeg har købt (på amazon og i Tyskland).

Denne viser hvilken retning man skal sy, når man laver 
forskellige mønstre med frihåndsquilting. Jeg syntes den er
meget anvendelig, da jeg ofte har svært ved at få startet 
på frihåndsquilting og fortsat så det bliver jævnt fordelt over quilten.


Denne tyske bog er fyldt med flotte tasker i forskellige designs.
Der er mindst nogle stykker som jeg skal forsøge at sy.
Der er gode billeder med instruktion til de enkelte tasker. 
Så selvom bogen er på tysk, burde det ikke være vanskeligt at sy taskerne.


Mønsterhæftet har jeg købt hos Bøgelund Patchwork 
der er en del broderier og nogle andre fine projekter. 
Jeg er især vild med nålepuden herunder,
som jeg allerede er begyndt at finde stof til.


Min projektbog, hvor jeg skriver alle de spændende projekter i,
som jeg enten er ved at sy, har planer om at sy, eller noget jeg 
bare godt kunne tænke mig at prøve og alle de andre idéer jeg får,
er ikke blevet tyndere selvom to projekter er færdige. 
Der står lige nu over 40 projekter i den. Så mange når jeg vist
ikke i løbet af året, men jeg vil bestræbe mig på at få flere
færdige end jeg skriver i den. Så ved udgangen af året burde
der være færre end 40 projekter i den. Men hvem kan vide
hvad året serverer af fristelser for os quiltere?

Håber I alle får et spændende år fyldt med inspiration!

lørdag den 7. juli 2012

Bagside

Valget blev ikke en fleece bagside til "Daisy Chain" tæppet, men jeg har syet et nyt tæppe til bagsiden af resterne fra forsiden (plus lidt ekstra). Er godt tilfreds med at jeg ikke "bare" valgte fleece, men det udelukker ikke at jeg vil bruge fleece en anden gang.

Farverne på billederne ser forskellige ud, men bagsiden er fotograferet i "skumringstiden" og forsiden er taget i højlys midt på dagen. Stofferne er de samme, det ser bare ikke sådan ud på billederne.