mandag den 26. maj 2014

Strikketaske | Strikkekurv

Efter meget luren omkring fik jeg endelig taget fat på strikkekurven i går aftes.

Stoffet var jo klippet ved et tidligere besøg hos Ragnhild, så det skulle være nemt at gå til.

Men nogle gange vil det bare ikke som jeg, så opsprætteren fik lov at vise sin kunnen et par gange før det endelige resultat kan vises stolt frem.

Jeg har valgt at lave tasken/kurven ca. 70% af den oprindelige størrelse, strøget veledon på siderne og brugt thermolam, så den blev mere stiv end tasken. Desuden har jeg sløjfet hankene, da min idé gik på at have en kurv til strikketøj eller sytøj, sådan "lige ved hånden" i stuen.

Det er nok ikke den sidste kurv der bliver lavet, tror der kan være et stort behov for flere af den slags kurve rundt omkring i huset..


søndag den 18. maj 2014

Nålepude til fødselaren

Min mor havde fødselsdag i fredags og ud over fyld til hendes tæppe, en opsprætter og et skærekursus hos Ragnhild (Den Lille Lade) havde jeg nået at sy en nålepude med plads til saks og tråd, som skulle udgøre hendes fødselsdagsgave.

Nålepuden er lavet efter mønster fra Pelunika, som jeg købte på messen i Middelfart. Den er ganske nem at få syet og det tog ikke mange timer.

I disse vidunderlige sommerdage er vi en del i haven, da ukrudtet vokser os over evne og i vores have er sprøjtemidler forbudt! Så der skal ekstra meget knofedt til at holde den bare nogenlunde køn...

Da vi for 6 år siden købte huset i Horsens var haven meget overgroet med kæmpe store buske. Da vi fik fældet det meste, dukkede der et træ op som vi ikke rigtig vidste om vi ville fælde.

Heldigvis lod vi det stå, og det viser sig at være meget flot rødt på denne årstid. Vi aner ikke hvilket slags træ det er, men vi nyder den flotte farve hvert år!


Syning bliver der ikke meget af for tiden, men sådan er det nok for mange her om sommeren.

fredag den 16. maj 2014

Projekter undervejs

For noget tid siden fik jeg købt mønstret på strikketasken fra Den Lille Lade og nu er jeg kommet så langt at jeg har klippet stykkerne dertil, må se hvornår der bliver tid til at sy den..


Sidst jeg var en tur hos Ragnhild købte jeg en ny fod til min symaskine. Jeg skal nemlig til at sy nogle lommer af plastik til mit mobile syrum og derfor var det passende endelig at få en fod der ikke afskyr plastik. Den er jeg spændt på at se om den virker som forventet, men mere om det en anden gang.

Der blev syet et lille projekt i går aftes, som min kære mor skal have i gave, hun skal fejres i eftermiddag så billedet må I vente med at se

søndag den 11. maj 2014

Møntpunge

Min veninde Lone fandt for nogle uger siden en syvejledning på nogle dejlige nemme punge hos Timotei og hun gik i gang med at producere en hel masse.

Jeg blev inspireret både af Lone og af Rannveig (Timotei) så jeg besluttede mig for også at sy et par stykker af noget rastestof jeg havde liggende.

Den ene er pakket ind med en pengeseddel til en konfirmand i dag, så håber jeg hun vil bruge den og bliver glad for den.

Møntpunge

Mere bliver der ikke lige syet her i huset for tiden, men måske kommer jeg stærkt tilbage om noget tid!

mandag den 5. maj 2014

Gaver

I april har jeg været i praktik hos KS Centret / grafiskekurser i Vejle og har derfor ikke fået syet ret meget, da jeg har været godt brugt når jeg kom hjem!

I fredags fik jeg som afskedsgave en fin kurv med diverse lækkerier, så der var lidt at smovse med i weekenden!


I påsken hjalp jeg min svoger med at ordne nogle papirer og det syntes han jeg skulle have denne smukke buket for. Det er altid dejligt at kunne se på flotte blomster indendørs og især når vores have består mest af græs!

Lidt "syning" er det blevet til - jeg har fået skåret nogle firkanter til min veninde Lone, som er rigtig glad for at få raster til fine tæpper og andet hun syr i hånden.
Mon ikke snart der bliver tid til syning igen - dog er der lige et par kurser i Ålborg de næste par uger og nogle fødselsdage, tiden flyver så hurtigt at jeg ikke når at få sytøjet frem!