mandag den 28. januar 2013

Slut - Prut - Finale

Jubiii, nu fik jeg gjort et par projekter færdige!

Jeg har længe villet sy flere projektposer, specielt i noget rigtig flot farverigt stof, som jeg har købt hos Den Lille Lade og hos Butik Kastanja.


Jeg har også fået syet en bordløber færdig, det har været en ny oplevelse at sy knaphulssting på maskine, men det gik nu helt godt, bortset fra et par enkelte steder, hvor der var for mange syninger på samme sted.



Så har jeg købt to flotte mønstre af McKenna Ryan, de er købt hos "Threads and Patches" og blev bestilt mandag eftermiddag, senere på dagen modtog jeg mail om, at de var sendt og jeg har så modtaget dem i dag mandag, en uge efter bestilling. Det kostede 30 kr. i forsendelse, så alt i alt var det ikke billigere at bestille dem i England, men jeg kunne ikke finde dem i nogle butikker i Danmark. 


Jeg glæder mig til at finde stoffer til disse motiver, men det bliver nok ikke det allerførste projekt jeg går i gang med. Der er stadig RIGTIG mange projekter i min lille bog. 

Der er to projektposer mere undervejs, det bliver i rød/hvide farver, men billeder af dem en anden dag...

torsdag den 24. januar 2013

Fandango med garn

I går aftens var jeg med en veninde på Søvind Bibliotek til en aften i selskab med Sys Fredens og hendes hjælper Tine.


Efter at have fået historien om Sys og hendes garnforretninger i hhv. København og Aarhus, blev der tid til at handle og strikke. Vi skulle prøve at strikke strømper på rundpind, med en teknik der kaldes "loop".


Det kræver vist lidt øvelse for en uerfaren strikker. Garnet herunder købte jeg for at kunne strikke et sjal eller en vest eller måske bliver de til pulsvarmere - det er ikke helt afgjort endnu...
  

Butikken i Aarhus hedder Fandango og det er helt sikkert, at jeg ligger vejen forbi næste gang jeg er i Århus.

Det var en rigtig dejlig aften med masser af strikkeglade kvinder og meget spændende garn.

onsdag den 23. januar 2013

Er ramt af mani

Ja, så kan jeg ligeså erkende det...

Jeg er ramt af nålepude-mani...

Først var det lakridskonfekten i sidste indlæg...

Nu er det to nye puder til de uundværlige nåle...

En i mine ynglingsfarver - en i min mors ynglingsfarver.

Hvad bliver det næste? Måske en skildpaddenålepude?

Ikke utænkeligt - slet ikke!


Den lyserøde nålepude har fundet sin nye ejer og
matcher med en projektpose tilhørende samme ejer.

tirsdag den 15. januar 2013

Foredrag, færdige projekter og indkøb...

Nu er der et foredrag med Grete Guliksen Moe 
hos "Den lille lade" den 26. februar 2013.


Det nye år er allerede 15 dage gammelt og jeg har fået to projekter færdig!

Det første der blev færdigt var mit lilla tæppe "Daisy Chain". 
Bagsiden har jeg ikke fået fotograferet, men den er syet af
resterne fra forsiden og perlebomuld i 4 forskellige lilla farver.
Øverst i billedet er lidt af bagsiden. Tæppet er quiltet med
lige diagonale linjer gennem hele tæppet.


Det andet projekt jeg har syet færdigt er min lakridskonfekt-nålepude.
Syntes selv den blev ret indbydende.


De sidste bøger jeg har købt (på amazon og i Tyskland).

Denne viser hvilken retning man skal sy, når man laver 
forskellige mønstre med frihåndsquilting. Jeg syntes den er
meget anvendelig, da jeg ofte har svært ved at få startet 
på frihåndsquilting og fortsat så det bliver jævnt fordelt over quilten.


Denne tyske bog er fyldt med flotte tasker i forskellige designs.
Der er mindst nogle stykker som jeg skal forsøge at sy.
Der er gode billeder med instruktion til de enkelte tasker. 
Så selvom bogen er på tysk, burde det ikke være vanskeligt at sy taskerne.


Mønsterhæftet har jeg købt hos Bøgelund Patchwork 
der er en del broderier og nogle andre fine projekter. 
Jeg er især vild med nålepuden herunder,
som jeg allerede er begyndt at finde stof til.


Min projektbog, hvor jeg skriver alle de spændende projekter i,
som jeg enten er ved at sy, har planer om at sy, eller noget jeg 
bare godt kunne tænke mig at prøve og alle de andre idéer jeg får,
er ikke blevet tyndere selvom to projekter er færdige. 
Der står lige nu over 40 projekter i den. Så mange når jeg vist
ikke i løbet af året, men jeg vil bestræbe mig på at få flere
færdige end jeg skriver i den. Så ved udgangen af året burde
der være færre end 40 projekter i den. Men hvem kan vide
hvad året serverer af fristelser for os quiltere?

Håber I alle får et spændende år fyldt med inspiration!

søndag den 6. januar 2013

Anbefaling

 Gitte's' Mug Rug, billedet lånt HER.

Gitte har taget initiativ til at lave et Mug Rug Swap her i 2013.

Jeg syntes det er en rigtig god idé og har selvfølgelig selv meldt mig til. Men jeg vil gerne gøre lidt reklame for projektet.

Du kan kigge på Gitte´s egen blog via dette link http://moeldrupquilt.blogspot.dk/2013/01/mug-rug-swap-2013.html og tilmelde dig hvis du har lyst til at deltage.

Projektet går ud på at sy og bytte 4 mug rugs i løbet af 2013, med de deltagere som Gitte matcher.

Der er frit valg på design og farver, så alle kan være med.

Håber I har lyst til at være med, jo flere deltagere jo mere sjov...

OBS! Tilmelding skal ske på Gitte's blog, følg linket ovenfor...

God fornøjelse!

onsdag den 2. januar 2013

Verdens lykkeligste julegave

På min nyligt uddelte ønskeliste stod øverst den nyeste bog med / om Ole Henriksen skrevet af Martin Schmidt.

Mine forældre havde rettet sig efter mit ønske og købt bogen til mig i julegave.

Jeg kunne næsten ikke vente med at læse i den, så selvom jeg reelt var i gang med en helt anden bog (Talismanen af Stephen King/Peter Straub) måtte jeg bare læse "Livet er en gave" her i juleferien.

Sagt kort - den burde være en del af pensum i folkeskolen!

Den indeholder så mange guldkorn om livet, parforhold, vores færden blandt andre mennesker, og hvad vi selv kan gøre for at blive lykkelige. Tænk hvis vi alle i større eller mindre grad havde en lille del af Ole Henriksens livsglæde i os, gennem opvæksten, gennem voksenlivet og når vi blev ældre, så ville verden være et bedre sted for alle.

Læs den, glæd dig og lad dig inspirere...