søndag den 30. april 2017

Sydag i godt selskab

Det er ikke så nemt at få arrangeret en sydag, men i går lykkedes det os at mødes i Hinnerup til en skøn dag ved maskinerne.

Som altid er det svært at forudsige hvor meget vi når at sy, men vi er alle tre ret optimistiske, så taskerne var godt pakket med flere forskellige igangværende projekter.

Mors flotte Sweet Pea Pods

Mor var den hurtigste og fik to Sweet Pea Pods færdige, med sødt jordbær stof. Det var også det eneste hun fik færdig.

Lones sweet pea pod med frisk grøn lynlås
Lone nåede også at lave to Sweet Pea Pods i skønt rødt stof med lidt kulørt mønster på. Hun blev også næsten færdig med en projektpose. De to Sew Together Bags hun havde med, blev pakket væk igen, uden at der var sket fremgang med dem.

Sweet Mint blokke er undervejs

Jeg fik syet de sidste buer til tæppet "Sweet Mint", så nu skal det samles, så jeg forhåbentlig snart kan vise en færdig top frem. Mit andet tæppe og kaffebrikkerne som jeg også havde med, blev i tasken, så der er rig mulighed for at lave endnu en sydag.

I sidste indlæg havde jeg mit syværelse til salg, men nu er der blevet ryddet op, så nu kan jeg ikke nænne at skille mig af med det alligevel.

Kaos på syværelsetRodet er flyttet fra syværelset til stuen

Jeg flyttede alt ind i stuen, der stod på gulvet eller lå på bordene. Det var overraskende at se hvor meget det faktisk fyldte.

Nu er der pludselig plads på syværelset
Syværelset var lidt tomt efter den manøvre. Men det var helt rart at se det tømt. Det så meget større ud end det plejer. Og jeg kunne komme til at gøre rent.

Alt på sin rette plads på syværelset

Nu er der så fyldt op igen derinde, med knap så meget på gulvet og på bordene. Der er blevet ryddet og sorteret i tingene og noget er smidt ud, andet foræret væk. Nu skal jeg så bare forsøge at holde det sådan rimelig ryddeligt. Og forhåbentlig får jeg igen lyst til at sy de mange projekter der ligger  og venter på mig.

Dagen hos mor i går har i hvert fald givet mig lyst til at sy mere fokuseret på de enkelte projekter, så der bliver noget færdigt. Det glæder jeg mig til at vise frem senere.


mandag den 17. april 2017

Syværelse til salg

Sådan tænkte jeg, mens jeg arbejdede på det 3. syprojekt i dag. Havde kigget forbi syværelset i håb om at blive inspireret til lidt tid ved symaskinen, men endte med helt andre projekter.


Uoverskueligt syværelse

Mit syværelse er pt en smule uoverskuelig, så det er langt fra inspirerende at være der. Derfor tanken om at sælge det hele, købt som beset...

En lille ny nålepude bliver der ud af dette broderi

Jeg startede dagen med ideen til en ny broderet nålepude. Men inden jeg kom længere end dette, fik jeg lyst til at finde på et andet projekt.

Nye kaffebrikker til jul

Måske var det vejret udenfor som pludselig fik mig til at tænke på jul og de små kaffebrikker jeg har haft liggende meget længe (mere end et år). Jeg fik derfor klippet dele ud af pap og delene i stof. Så nu er det parat til at blive riet.

Kaffebrikker fra Quilt Rally hos Patchwork Hulen

Og så kom jeg i tanke om at der ikke skulle så meget til for at gøre disse søde kaffebrikker klar til syning. Så jeg har fået skåret fyld og bagside til dem alle, 8 små og en stor.

De næste dage kræver vist lidt mere fokus på enkelte ting, så jeg ikke bare fortsætter med at klargøre endnu flere projekter.

Håber at noget af det bliver færdigt...

fredag den 7. april 2017

Mini Quilt Rally Syd 2017

I år bliver det ikke som de andre år med Quilt Rally. Min makker, Gitte, ville ikke med i år på grund af manglende tid og en fyldt kalender.

Men jeg kan ikke klare mig uden Rally, har brug for inspiration for at få lysten til sytøjet frem i lyset igen. Derfor tog jeg selv på udflugt i går efter arbejde og igen i dag.

Torsdag nåede jeg både Quilt My Design og Patchwork Hulen efter arbejde og i dag, fredag efter arbejde, gik turen til Bøgelund udenfor Middelfart.

Det er egentlig ikke, fordi jeg mangler noget at sy, men fristelserne er altid store, når jeg ser hvad butikkerne har af lækre sager.

Hos Quilt My Design blev jeg fristet af et kit med Quilt Rally blokken og så har jeg siden Gitte købte (og syet) Pindsvinetasken, tænkt på, at den måtte jeg også sy. Det blev også til en æske til undertråd.

Pindsvinetasken og blokken fra Quilt Rally Syd 2017

Efter dejlige kager og en hyggelig snak med Linette, hendes familie og hjælpere, fortsatte turen til Patchwork Hulen i Børkop.

Der er kommet rigtig mange flotte stoffer i butikken siden jeg sidst var forbi. Det er dejlig at snakke med Susanne og hun er god til at hjælpe med at finde den helt rigtige farve til de stoffer jeg købte.

To dejlige Kaffe Fassett stoffer og en dejlig grøn bali

Kaffe Fassett stoffer er et hit hos mig og jeg har flere af dem, som jeg indtil videre kun har på lager. Måske samler jeg ligefrem på dem?


Susanne havde syet nogle små kaffebrikker i stof med symotiver. Dem kunne jeg ikke stå for og måtte have en pakke med hjem samt stof til bagsiden. Dem glæder jeg mig til at sy.

Hos Bøgelund sad Karina og demonstrerede syningen af Sweetpea Pods, et mønster som jeg i forvejen har, men som jeg ikke har afprøvet. Det har jeg fået lyst til nu, da jeg så hvor nemt det var, da Karina viste hvordan.

Skønt mønster på små nemme punge

Jeg fik købt noget Wonder Tape til brug når lynlåsen skal sys i, lidt termolam til min mor og mig, et blad og Magic Paper til stamp-syning. Det var noget Karina havde lavet demo på torsdag, men heldigvis ville hun gerne forklare mig, hvordan man bruger det.

De tre stoffer, grøn, blå og orange, skal bruges til nogle mønstre, som jeg tidligere har købt hos Bøgelund.

Patchwork sytilbehør som ikke kan undværes

Nu skal jeg selvfølgelig i gang med at sy de tre mønstre fra Bøgelund. Håber snart at kunne lave et blogindlæg med flere forskellige færdige ting.

Tre skønne mønstre til vægophæng

Der er endnu en dag til Quilt Rally Syd 2017, hvor butikkerne har åbent fra kl. 9.00 - 18.00, så der er rig mulighed for at nå rundt og besøge en del af dem.

Jeg kunne godt have tænkt mig en tur forbi Gittea i Rødekro, men jeg har ikke lyst til at køre turen alene. Hun har nemlig en workshop, som jeg gerne ville deltage i, men måske bliver der mulighed for det en anden gang.