søndag den 25. august 2013

Alle mine indkøb

Sikken dejlig dag i Herning i går til Dansk Patchwork Forenings træf.

Der var et fantastisk flot udbud af butikker og de havde alle mange spændende ting og rigtig flotte stande.

Ud over at jeg fik meldt mig ind i foreningen, fik jeg også købt rigtig mange spændende ting.

Det blev til et rejsetaskemønster, mønstre på små møntpunge, en dejlig kat, en sød skildpadde, praktiske tærtefutter og et kit til en stjernedug.

Stof kom der også lidt med hjem af, bl.a. til nogle julemotiver jeg skal sy på det grønne stykke hør. Badedamerne kunne jeg slet ikke stå for, så de måtte med hjem.

De friske farver gul, orange, turkis og grøn skal bruges til skildpadder og andre småting. Der er lidt lyst stof som skulle bruges til julemænds ansigter, men det er vist den gale farve, så det må finde en anden hylde at ligge på.

Katte stoffet skulle bare med hjem, fordi jeg er ret vild med det og det finder sikkert sin anvendelse på et tidspunkt.

Jeg havde virkelig lyst og mod på endnu en dag i Herning søndag, men jeg havde brugt nok penge og har vist rigelig projekter at gå i gang med, så jeg beherskede mig og blev hjemme og syede i dag sammen med Lone (non blogger).

Det har været en rigtig dejlig weekend, helt i det kreative hjørne.

Tak for en dejlig patchwork messe - jeg glæder mig allerede til næste år!

fredag den 9. august 2013

Flere gode bøger

I går var vi en tur i Flensborg og som altid skal jeg ind til boghandlerne for at se efter patchwork bøger.
Jeg faldt for endnu en taskebog og jeg håber virkelig, at jeg en dag får ekstra tid og får syet nogle af alle de fine modeller.

I denne bog er der små nette og praktiske tasker, syet ikke kun i patchwork stof, men også i filt/uld og i plastikdug. Det sidste vil jeg gerne forsøge mig med, det har jeg aldrig prøvet før. Der er små punge og praktiske ting til toiletsager og rejseting. Bogen kostede 15€ (ca. 113 dkr.)

Jeg besøgte også Nordlict Patchwork i Harislee, og som altid er der gode ting at finde hos Kerstin.

Hun havde disse to bøger på udsalg. I bogen "Confetti Quilts" som er engelsk er der en god gennemgang af arbejdet med farvesammensætning og stofmønstre, samt mange spændende tæpper, som kan sys af både raster og planlagte stoffer. Bogen kostede 14,10€ (ca. 106 dkr.)

I hæftet "Peppermint & Holly Berries" er der en del julemotiver som applikation, og det er ikke kun traditionelle julestoffer der kan bruges. Det er min aller første julemønsterbog, så må jeg se om den har den rette virkning på mig. Jeg har ikke syet juleting før, så mon ikke jeg skulle til at prøve det? Desværre ejer jeg heller ikke noget julestof, så jeg må tænke lidt alternativt, hvis jeg da ikke skal ud og investere i en blandet pakke med julestoffer... Dette hæfte kostede 5€ (ca. 38 dkr.)

Denne gang købte jeg ingen stoffer, da jeg stadig har rigtig meget liggende som skal bruges af først. Men det er altid dejligt med noget inspiration i form af bøger.

tirsdag den 6. august 2013

Simpelt men genialt

Vi har lige været på ferie til Cypern og normalt har jeg virkelig svære smerter i ørerne når vi skal flyve, men en ørelæge anbefalede mig Sanohra ørepropper, som skulle kunne afhjælpe smerterne. Dette råd vil jeg meget gerne give videre, fordi det hjalp mig til en smertefri flyvetur. De kan købes på apoteker til ca. 80 kr. De fås både til børn og voksne.

og få mere at vide om hvordan de virker. 
Billedet ovenfor er fra deres hjemmeside.
 
Turen til Cypern var en uge, vi rejste med Spies 
og fløj med Thomas Cook Airlines.
Vi boede på Sunprime Ayia Napa Suites, et hotel hvor aldersgrænsen er 16 år, d.v.s. ingen små børn og meget fredeligt. Lejlighederne var flotte og store, vi havde en 2 værelses lejlighed med balkon ud til poolen.
Vi har ikke taget ret mange billeder, men der var meget smukke strande som vi besøgte. I Agia Napa hvor vi boede var der mest souvenir butikker, barer, restauranter og diskoteker, så det var ikke særlig interessant.
Men vi var på cykeltur en dag og lejede en buggy en anden dag, så vi kom ud og så lidt andre steder længere væk fra hotellet. Vi var bl.a. i Cape Greko, i Protaras (Fig Tree Bay), i Paralimni og tæt på den grønne zone, hvorfra vi kunne se spøgelsesbyen Famagusta.
Vi var på jeep safari, hvor vi kom op i bjergene til Lefkara, og besøgte en butik med smykker og broderier. Vi gjorde stop flere steder i bjergene bl.a. Caledonia vandfaldet, som var meget besøgt af lokale og turister om søndagen. Der var skygge og køligt i forhold til de 38 grader og høj luftfugtighed i Agia Napa. Desværre er bjergområdet plaget af store brande p.g.a. tørke og ildspåsættelser. Vi så flere steder hvor der for nylig har været brande, så der er ingenting tilbage af vegetationen.

I Agia Napa var det eneste nogenlunde rolige sted den lille Marina, som er blevet piftet op de seneste år. Derfra kan man med både sejle ud og se kysterne, snorkle og slappe af.

Jeg vil stærkt anbefale at bruge faktor 50 på Cypern i sommermånederne, for solen er virkelig stærk. Og varmen er meget fugtig, så hvis man ikke bryder sig om at svede meget, så er det bedst at vente til efteråret (oktober) eller foråret (maj) med at tage til Cypern. Selv de lokale syntes der var meget varmt nu...

Syning blev det ikke til, selvom jeg havde taget lidt med, men der var simpelthen for klamt i luften til at sidde med sytøj, så det bliver i løbet af efteråret det må frem igen. Det er et UFO projekt som jeg håbede at kunne få lavet lidt på, et tæppe der skal sys over pap, så der er meget lang vej fremad...Billeder må I vente med til der er noget at vise frem.