Viser opslag med etiketten Tasker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tasker. Vis alle opslag

mandag den 13. april 2020

Stormvejr efter stilhed

Der har længe været stille fra min side, jeg er endt med at bruge Instagram mere end bloggen. De seneste par uger har jeg dog tænkt på, hvor hyggeligt jeg syntes det var, at læse blogindlæg fra de kreative sjæle jeg selv følger. Mon der er flere som har det ligesådan?

Nu prøver jeg at genoptage blogindlæggene og så må jeg se om der kommer nogle læsere ud af det.

Jeg vil gerne vise en tæppe top frem, som jeg egentlig begyndte på allerede i sommeren 2015, men som først nu er blevet færdig. Det er balitæppet Diamond Fire designet af Bøgelund på Fyn i 2014. Delene til tæppet blev skåret på en AccuQuilt maskine hos Bøgelund. Det hele har været gemt væk i en fin æske, men i denne tid med mange timer derhjemme, fandt jeg det frem og fik det syet sammen.

Der er indkøbt bagside, fyld og stof til lukkekant, så jeg håber ikke der går yderligere 5 år, før det bliver helt færdigt.

Diamond Fire af bali stoffer

Her i år, 2020, er det også lykkedes mig at sy en taske, købt som sykit hos Quilt My Design. Linette havde flytteudsalg som fristede mere end godt er, men dette projekt gik jeg straks i gang med at sy. Jeg manglede nemlig en taske i lige dén størrelse.

Taske af firkanter i flonel fra Quilt My Design

Det lykkedes mig også at sy gaver både til min søster og til en kær syveninde som fyldte 60 år tidligere i år. De er syet efter et mønster købt hos Bøgelund og begge er syet i Kaffe Fassett stoffer.

Projektpose med vindue i Kaffe Fassett stoffer

Projektpose af Kaffe Fassett stoffer

Op til jul havde jeg travlt med at sy lidt gaver til syveninder og min mor. Det er blevet en slags tradition at jeg laver en eller anden form for nålepude til Gitte. Ofte syr jeg også en lille gave til min veninde Lone og en ting til min mor.

Fru Zippe kit med nålepuder

Trådposer efter amerikansk mønster

Den ene trådpose med sekskanter og bien har jeg selv beholdt. Den passer til en taske jeg har syet engang.

Der har også været gang i lidt korsstingsbroderi fra Fru Zippe, dem har jeg efterhånden lavet en del af og jeg har flere liggende på lager, som jeg bare kan kaste mig over.

Erantis broderi fra Fru Zippe

Jeg ved endnu ikke hvad mange af broderierne skal bruges til, men de er hyggelige at sidde med eller have med på tur i bilen.

Nu håber jeg at der bliver lidt aktivitet på bloggen og du er derfor også meget velkommen til at skrive en kommentar til mig. Det jeg har vist i dag er blot et lille udsnit af det jeg har på programmet i øjeblikket. Men der skal jo også være noget at vise senere.

fredag den 10. februar 2017

Udfordring fra Vitus Bering Quilterne

Tilbage i august meldte jeg mig til en udfordring som Vitus Bering Quilterne var vært for.

Den var egentlig simpel nok, vi fik et stykke stof, som vi skulle sy "et eller andet" af.

Jeg valgte at sy efter et mønster jeg købte på Dansk Patchwork Træf. Det er en praktisk projekttaske fra This & That som kaldes "Tag Along".



Jeg har brugt den til broderier og er lige begyndt på endnu et Fru Zippe broderi med fisk.

 Lommer i projekttasken fra This & That

Der er gode lommer i tasken, den ene i klar plast med lynlås og den anden med knaplukning.

Dette mønster kunne godt ende med at blive brugt nogle gange, da tasken er meget anvendelig til forskellige kreative projekter.

Der var mange flotte færdige udfordringer, både tæpper, dækkeservietter, små punge, søde poser, grydelapper og Sew Together Bags. Det var sjovt at se hvad de andre deltagere har fået ud af stoffet.

Håber der igen kommer en udfordring i Vitus Bering Quilterne til næste sæson.

mandag den 14. september 2015

Lækker taske og tilbehør

I weekenden havde jeg fornøjelse af en stille lørdag, hvor jeg kunne koncentrere mig om mit syværelse. Jeg havde mange planer, men som altid overvurderer jeg hvor meget det faktisk er muligt for mig at nå!

Første plan gik på at sy min "Shopper" færdig, som jeg skrev om i sidste indlæg. Fredag havde jeg været forbi Ragnhild efter stof til lukkekant og fik også et kraftigt stykke pap med hjem til bunden.

God rummelig taske med træhåndtag i bomuld/hør

Pappet til bunden blev skrået til i rette størrelse og omviklet med gaffatape for at styrke den mod knæk. Og der blev syet et hylster med åbning, så den kan skiftes ud, hvis den skulle ske at knække.

En bred bund giver meget plads i den nye taske

Håndtagene er af trælister og er behagelige at holde ved, afrundede og ikke for brede. En fin lille detalje med flotte prikker som foer.

Skønne patchworkstoffer i bomuld og hør

Jeg er yderst tilfreds med tasken og på trods af start problemer, lykkedes det til sidst at få den færdig. Resten af lørdagen brugte jeg bl.a. på det prikkede tæppe, Ball Joints, hvor jeg forsøger at sy rundt om applikationerne i frihånd på maskine, så det snart skal samles til en færdig top. Flere billeder følger, når projektet tager mere form.

Søndag var der også lidt sytid, så der fandt jeg et andet mønster frem af Ragnhilds, som var betydelig nemmere at gå til end tasken. Snudevridere, praktiske og fine som tilbehør til enhver taske. Den prikkede skal selvfølgelig have fast plads i min nye taske!

Små punge til lommetørklæder i forskellige patchwork stoffer

Jeg var også i gang med mit quilte-øve-tæppe i weekenden, det ender snart som kattetæppe, da Mille allerede har indtaget det, når vi er på syværelset sammen. Hun ynder at holde mig med selskab.


Dejlig produktiv weekend - dem må der gerne være nogle flere af...

mandag den 7. september 2015

Ny taske på vej og lækre indkøb

I sidste uge var jeg til patchwork café for første gang hos Ragnhild i Den Lille Lade - jeg fik ikke syet et eneste sting, men gik og aede stoffer og fandt selvfølgelig inspiration til en ny taske!

Stof til Sy dillen fra Den Lille Lade
Sy "dillen" er Ragnhilds sidste nye taskemønster og sådan én måtte jeg bare sy! Jeg faldt totalt for stoffet med sekskanter og bier på, så det var en prøvelse at finde noget stof, der matchede dette hør/bomulds stof.

Jeg er i gang med at sy den, men det er tydeligvis længe siden jeg har lavet tasker, for det har voldt mig en hel del problemer! Først skærer jeg forkert i flere omgange og siden har jeg også syet forkert og måtte gøre det om. Søndag var jeg så heldig, at Ragnhild skulle til Hedensted, og jeg fik bud med en halv meter stof af bierne, fordi jeg havde skåret så forkert, at det nu må bruges til et andet projekt!

Lørdag var dagen, hvor jeg forelskede mig i endnu et par ting, denne gang på en Livsstilsmesse med mange forskellige boder. Den første lille sag, jeg måtte have med hjem, var et rustent fuglehus.

Gammelt fuglehus til haven

Og i en anden bod var der en flot karaffel, som jeg ikke kunne lade stå. I den tilhørende butik var der et udvalg af gamle og nye ting i fransk bondestil, og dem der kender mig og har set mit hjem, ved at det ikke er en stil, der passer ind her i huset. Men man kan alligevel godt blive lidt blød om hjertet, når der pludselig står en fin lille kommode, som bare skriger på sysager...

Kommode indkøbt til sytøj i fransk bondestil

Nu er udfordringen at finde plads til den på syværelset - der skal vist en kraftig oprydning til...

Hos Ragnhild kom jeg oprindeligt efter noget lime grøn fleece til mit lyserøde tæppe, som jeg snart skal have quiltet og gjort færdigt. Selvom det ikke er ynglings opgaven at quilte i hånden, så bliver dette tæppe med håndquilting.

Skøn blød fleece til bagside på quiltet tæppe

Næste gang håber jeg, at kunne vise en færdig SY dille, eller som jeg foretrækker at kalde den "SHOPPEREN"

mandag den 22. juni 2015

Ny sytaske

Efter en rigtig god QUIP dag lørdag, bl.a. fra 14.30 - 22.15 hos Ragnhild, havde jeg søndag sådan en lyst til at sy på maskine. Det blev en lille taske til sytøjet med stof købt hos Den Lille Lade.

Mønsteret er fra Quiltegavlen, et der har været i Quilt bladet.

Sytaske med mange lommer

Sytasken kan indeholde alt nødvendigt sytilbehør

Lørdag fra 10-13 var vi 8 medlemmer fra Vitus Bering Quilterne der mødtes på Horsens Bibliotek til QUIP (Quilt in Public). Der kom heldigvis flere interesserede forbi og fik en snak om patchwork og kiggede i foreningens program 2015/16. Skulle du eller andre have lyst til at være med i foreningen, er I velkommen til at møde op til første syaften efter ferien mandag den 17. august kl. 19 på Plejehjemmet Præsthøjgård, Ternevej 66, Horsens.

Vitus Bering Quilterne mødes til QUIP Day 2015

Foreningen skal have 20 års jubilæums udstilling til oktober og derfor har vi i foreningen syet nogle skilte til at hænge på de udstillede tæpper. Det er applikeret efter mønster fra Quilt my Design.


Håber der var mange som deltog i QUIP rundt omkring i landet i lørdags, det er en verdensomspændende begivenhed, for at fremme kendskabet til patchwork.

onsdag den 11. februar 2015

Genbrug & Redesign

Jeg fik foræret en rigtig fin stofpose og tænkte straks, at jeg kunne bruge den bedre med en anden funktion end den oprindeligt er tænkt.

PC Taske syet af stofpose fra Soaked in Luxery
Jeg sprættede den op langs den ene side, målte ud efter at PC'en skal være i den og skar den af i bunden. Jeg fik syet en klap af det overskydende stof og satte et par trykknapper i, lækker mintfarvede knapper for at give lidt kontrast.

Detalje med trykknapper på stofnet fra Soaked in Luxery
Klappen får PC'en til at blive i tasken, og er nem at åbne og lukke med de to trykknapper.

Blød foer af fleece quiltet på maskine.
Som foer brugte jeg et stykke tykt kunstvat og et lag lyseblå fleece, quiltede det tæt i harlekin mønster og monterede det indvendigt i tasken, for til sidst at vende den igennem et hul i foeret.

Mille syntes også om tasken, som er dejlig blød. Den kan anvendes til andet end PC'en, så den skal nok blive brugt.

Jeg har fået en profil på Instagram, mest fordi jeg var nysgerrig. Jeg fortsætter med bloggen, som jeg plejer, da jeg selv godt kan lide at læse om andres idéer og inspiration på forskellige blogs. Men har du lyst til at følge mig kan du finde mig med navnet tinevognsen på Instagram.

søndag den 24. august 2014

Tasker - store og små

Lidt stilhed i ferien har der været, men nu skal jeg op i omdrejninger igen. Ferien gik til Tenerife i år og det var en dejlig ferie - ikke for varmt - ikke for koldt/vådt. Indkøb blev der gjort i stor stil - Søren fangede mig i en meget svær beslutning.

Valget mellem to forskellige tasker - måtte lige gå en tur og tænke over hvilken der passede mig bedst. Det endte med denne her:


Men mit taske-gen var ikke helt tilfredsstillet, så aftenen efter var jeg ude at kigge igen, bare i en anden butik.


Der fandt jeg en lidt større taske også i mærket Desigual.

Længe har jeg kigget efter dem herhjemme, men syntes de er for dyre. På Tenerife er priserne lavere og der var endda udsalg, så den lille kostede ca. 230 kr. og den store kostede ca. 350 kr.

Der kom også en stor strandtaske med hjem (en fra souvenirbutikkerne til 56 kr.) og to par sandaler (klip-klappere) til næsten ingen penge. Kufferten var godt fyldt på hjemturen, men ikke med Gucci eller Boss.

Der er skønt klima på Tenerife, så det er ikke underligt øen er besøgt af 5 millioner turister hvert år!

mandag den 26. maj 2014

Strikketaske | Strikkekurv

Efter meget luren omkring fik jeg endelig taget fat på strikkekurven i går aftes.

Stoffet var jo klippet ved et tidligere besøg hos Ragnhild, så det skulle være nemt at gå til.

Men nogle gange vil det bare ikke som jeg, så opsprætteren fik lov at vise sin kunnen et par gange før det endelige resultat kan vises stolt frem.

Jeg har valgt at lave tasken/kurven ca. 70% af den oprindelige størrelse, strøget veledon på siderne og brugt thermolam, så den blev mere stiv end tasken. Desuden har jeg sløjfet hankene, da min idé gik på at have en kurv til strikketøj eller sytøj, sådan "lige ved hånden" i stuen.

Det er nok ikke den sidste kurv der bliver lavet, tror der kan være et stort behov for flere af den slags kurve rundt omkring i huset..


fredag den 16. maj 2014

Projekter undervejs

For noget tid siden fik jeg købt mønstret på strikketasken fra Den Lille Lade og nu er jeg kommet så langt at jeg har klippet stykkerne dertil, må se hvornår der bliver tid til at sy den..


Sidst jeg var en tur hos Ragnhild købte jeg en ny fod til min symaskine. Jeg skal nemlig til at sy nogle lommer af plastik til mit mobile syrum og derfor var det passende endelig at få en fod der ikke afskyr plastik. Den er jeg spændt på at se om den virker som forventet, men mere om det en anden gang.

Der blev syet et lille projekt i går aftes, som min kære mor skal have i gave, hun skal fejres i eftermiddag så billedet må I vente med at se

onsdag den 1. januar 2014

Rejsetaske - stor og rummelig

Siden august har jeg haft mønsteret på denne taske liggende og indkøbt stof i flere omgange, da jeg fortrød første indkøb. I lørdags gik jeg i gang med at klippe alle delene og søndag til en sydag hos min veninde Lone gik jeg i gang med syningen. Jeg troede lige akkurat den kunne blive færdig på årets sidste dag i 2013, men det blev i stedet til årets første færdige projekt i 2014.

Mønsteret er fra KHN-Design og ikke helt let at sy efter. Det er en skam for tasken er god stor og brugbar, men ikke en jeg vil kaste mig ud i at sy igen. Den er noget besværlig at sy, fordi der er så mange lag der skal passe sammen og det er en stiv omgang at få gennem symaskinen.

Den kan åbnes helt op da lynlåsen er delbar i begge sider, så det er nemt at komme i den. Der er to lynlåse i toppen, så den åbnes til begge sider. Den er stivet af både med Termolam og Veledon, så den er kraftig og en smule tung.

Jeg valgte kun at lave en indvendig lomme i hele taskens bredde, selvom mønsteret er til at der laves to lommer. Alt stoffet og de kraftige lynlåse er købt i Stof2000, men kantbåndet som er 2,5cm bredt og meget praktisk til denne tykke taske, er købt hos Den Lille Lade i Ejstrupholm.

Håber I alle har haft et godt nytår og er klar på de mange spændende projekter der venter os i 2014. Jeg har i hvert fald en lang liste med spændende ting, som jeg glæder mig til at vise frem undervejs i året der lige er startet.

torsdag den 28. november 2013

Syrum og broderi mappe

Forleden var jeg forbi Skanderborg og købte to mønstre hos Stof&Sy. Begge AnnaKa mønstre.

Denne har min veninde Lone syet engang og jeg har været forelsket i den lige siden. Så nu tænkte jeg, at det vil være den perfekte julegave til mig selv - først mønstret og så syningen af den!

Og i lørdags til sydag havde Gitte en rigtig flot taske med, hvori hun kunne have både linealer og skæreplade. Det var ikke denne model, men en fra en bog. Jeg kom i tanke om, at jeg før har set på dette mønster, så derfor ledte jeg efter det på nettet. Den butik tættest på var i Skanderborg og da jeg alligevel var på vej hjem fra Ålborg kunne jeg ligeså godt køre forbi og hente dem, i stedet for at skulle vente på de blev sendt.

Da jeg nærlæste materialelisten til denne mappe, må jeg erkende at det vist ikke bliver på denne side af jul den bliver syet. Det ender med at bliver en ret dyr mappe at sy, og i december er der vist nok at bruge pengene til. Men nu har jeg mønstret og kan så samle stof og andre materialer sammen efterhånden og pludselig en dag kan jeg fremvise et færdigt eksemplar!

Nu bliver udfordringen så ikke at købe flere julegaver til mig selv, men begynde at købe dem som jeg faktisk skal have købt.

mandag den 30. september 2013

Taskekursus hos Den Lille Lade

Søndag var en fantastisk dag hos Ragnhild i Den Lille Lade!

Den stod på tasker fra kl. 9.00 - 17.00 og i mit tilfælde helt til kl. 18.30, fordi jeg ikke nåede at blive færdig og ikke har en symaskine der kan sy lige pt.

Min arbejdsplads hvor jeg forsøger at finde den 
rette sammensætning af stofferne og 
forsøget på at lave en lomme.
 En dejlig frokost med tærter, salat og lækkert brød.
 Ragnhild i færd med at skære fyld til vores tasker.
Og endelig min egen taske færdig! Den er godt indrettet med lommer udvendig og indvendig. Beregnet til at have indeni en anden taske, derfor er remmen aftagelig og på bagsiden er D-ringe så den kan hægtes indeni den større taske. Alle detaljerne er grunden til at jeg ikke nåede at blive færdig inden kl. 17.00. Eller det er i hvert fald hvad jeg bilder mig selv ind...

Der kan ses flere billeder fra kurset på Den Lille Lade.


onsdag den 24. april 2013

Endelig færdig

Efter dages hårdt arbejde og en masse drillerier er tasken endelig færdig og jeg er meget godt tilfreds med resultatet. Håndtagene var ikke så nemme at sy på som jeg regnede med, men jeg syntes alligevel det var den bedste løsning i stedet for selv at sy nogle.

Lukningen har to lynlåse og inden i har jeg lavet to lommer med lynlåse, en stor og en lille lomme.

søndag den 21. april 2013

Taskekursus hos Den Lille Lade

I går var jeg med min mor Birthe og min veninde Lone på taskekursus hos Ragnhild hos Den Lille Lade i Ejstrupholm. Vi var 8 deltagere på kurset som varede fra kl. 9.00 til kl. 17.00.

 Mor og Lone lytter til Ragnhilds forklaring om taskernes tilblivelse.

Ragnhild gennemgår de forskellige modeller vi kan sy efter.

Lone er i gang med at tegne mønstret over på papir.

Mor studerer mønstret inden hun går til symaskinen.

Lone og jeg forsøger at regne ud hvordan stoffet skal klippes.

Ragnhild giver råd og vejledning.

Meget koncentreret ved symaskinen.

Mor var den eneste af os der blev helt færdig med tasken.

Det var et rigtig godt kursus og alle var meget koncentreret om hver vores projekter. Vi fik også serveret en dejlig frokost, men det har jeg ingen billeder af...

Min taske må I vente med at se, for den er hverken halvt eller helt færdig endnu. Det var en anden model end de andre syede, så jeg nåede slet ikke så langt.

Der er flere billeder på Den Lille Lade, hvor de andre kursusdeltagere også er med.