Viser opslag med etiketten Praktiske ting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Praktiske ting. Vis alle opslag

søndag den 29. oktober 2017

Søde hæklede bogrotter

Her i oktober havde jeg fødselsdag og min søde veninde Lone havde taget sig tid til at lave en gave til mig. To skønne bogrotter, en lys grå og en mørk brun. Det var en dejlig overraskelse som jeg glæder mig over hver dag.

Hæklede bogrotter fra en sød veninde

Siden sidst er jeg blevet færdig med et par ting fra vores symaraton.

Penalhus til hælkenåle

Søde små punge med blomster

Flere punge til småting

Jeg har også været på kursus hos Karina i Snoghøj. Det var et aftenkursus i stamp syning. En rigtig dejlig og lærerig aften.

Resultatet af kurset hos Karina - grønne flyvende gæs i rundkreds

Det er også blevet til et broderi fra Fru Zippe.

Et lille nostalgisk broderi af en ældre campingvogn

Ragnhild hos Den Lille Lade har lavet et skønt mønster på en praktisk spoletaske. Den fandt jeg stof til i gemmerne.

Planlagt syprojekt

Og en søndag hev jeg hele dagen ud af kalenderen og fik den færdig.

Praktisk taske til spoler med undertråd

Plads til både underspoler og håndsyningstråd

Nu ved jeg ikke helt hvad det næste projekt bliver, men der ligger stof og mønster klar til en taske, så det kan være det bliver den der skal i symaskinen næste gang.

søndag den 24. april 2016

Kosmetikpunge med knapper

I går trængte jeg gevaldigt til tid ved symaskinen, så jeg kastede mig over et mønster, som jeg for længe siden købte hos Patchwork Kælderen i Kolding.

Mønsteret hedder "Lisbeths kosmetikpung" og er nemt at følge, hvis man har hovedet med sig.

Det havde jeg ikke i går, først drillede lynlåsene, indtil jeg fandt noget dobbeltklæbende tape i skuffen og satte lynlåsen fast med det. Så var der styr på dem og det gik nemt. Så nemt at jeg senere opdagede, at jeg havde syet stropperne indvendig i pungene.

Kosmetikpunge i patchworkstof med store knapper
Jeg pillede én op, og flyttede stropperne til rette plads, men tænkte så, at resten nok kunne leve med indvendige stropper. Dem finder man sikkert anvendelse af med tiden.

Stoffet købte jeg på Quilt Rally Syd hos Kiweb, en enkelt FQ med knapperne blev til fire kosmetikpunge i forskellige størrelser. Foer er grønt perlebomuld og så er der brugt næsten en FQ til kanten og (de usynlige) stropper.

Dejligt at have tid ved maskinen, det må jeg gøre noget oftere og så huske at få hovedet med!

søndag den 22. november 2015

Susy's Sack og koncert med Poul Potts

I sidste indlæg havde jeg planer om rigtig meget syning i min ferie - sådan kom det ikke helt til at gå, for det endte med en del jobsøgning, som desværre ikke skaffede mig et job alligevel.

Lidt nåede jeg dog at sy, nemlig nogle fine små poser fra et mønster der hedder "Suzy's Sack". De var egentlig nemme nok at sy, hvis man ikke har tankerne andre steder - så må man sy baglæns...

Tre små godteposer af patchworkstof efter mønsteret Suzy's Sack

De har alle hanke, men billedet hvor de hang på en pind blev noget uskarp, så I må nøjes med dette.

I min ferie var jeg også en tur i Musikhuset i Aarhus og høre Poul Potts, en dygtig tenor, som i 2007 vandt den engelske udgave af X-Factor.

Poul Potts på scenen i Musikhuset i Aarhus

Jeg har aldrig hørt opera live, og selvom dette måske ikke var en operakoncert af de mere traditionelle slags, så nød jeg oplevelsen. Der bredte sig en dejlig ro indeni mig, noget jeg havde stort behov for lige præcis den aften. Det er ikke sidste gang jeg vil høre ham live og det var hyggeligt at han fortalte lidt om sin opvækst, valget af de forskellige sange og små sjove historier. En rigtig god oplevelse som kan anbefales til andre.

Der er blevet forberedt nogle forskellige syting her i weekenden, så jeg håber snart at kunne fremvise lidt flere færdige ting, som jeg havde planer om at sy i ferien. Det må så blive lidt hen af vejen.

torsdag den 15. oktober 2015

Spændende opgave

For tiden er jeg i praktik hos Den Lille Lade, kun i 4 uger og de går fantastisk stærkt i godt selskab!

Ragnhild satte mig på lidt af en opgave i går, fordi jeg indtil nu har siddet mest på kontoret og ikke haft ret meget stof mellem hænderne.

Hun har tidligere syet sig en lille taske, som hun bruger flittigt i butikken og på messer. Her kan hun have alle nyttige redskaber lige ved hånden.

Der er flere kunder, som har efterspurgt et mønster og det syntes hun så, jeg kunne lave. Den udfordring tog jeg gladeligt op, så jeg begyndte at sy og fotografere tasken i går.

Assistenten kan købes som mønster hos Den Lille Lade

I dag er tasken helt færdig og jeg er begyndt at lave mønsteret på den. Den er virkelig praktisk, også hjemme på syværelset. Her kan du have dit sygrej lige ved hånden hele tiden, uanset om du sidder ved symaskinen eller render frem og tilbage til skærebord og strygebræt. Tasken hænger om taljen, så den er nem at komme i og man har hænderne frie.

Mønsteret bliver præsenteret på Kreative Dage 2015 i Fredericia den 23.-25. oktober på Den Lille Lade's stand, hvor jeg også skal prøve kræfter som hjælper. Det bliver helt sikkert sjovt!

Håber at se nogle kendte mennesker der nede - kom gerne hen og hils på, hvis du besøger messen.

mandag den 21. september 2015

Udstilling på Moesgård Museum

I weekenden kom vi endelig af sted for at se den flotte udstilling af kinesiske terrakotta krigere på Moesgård Museum. Heldigvis kom vi tidligt, lidt før dørene åbnede, så køen var overkommelig.

Udstillingen var meget flot og spændende at se. Hvis du endnu ikke har set den, så lukker den først 30. september, så du kan lige nå det - det er pengene og ventetiden værd.
En af de flotte krigere parat til kamp

Jeg har foræret mig selv noget nyt legetøj og for en gang skyld er det ikke til syværelset. Det er et tegneredskab til at lave mandalas, flotte symetriske mønstre der kan farvelægges. Jeg købte disse i en boghandel i Skanderborg, men de kan også bestilles på en dansk hjemmeside, som Mette Østberg står bag. Hende der har udviklet dette fine legetøj.

Mandala Create

Jeg fandt et spændende hæfte, som viser hvordan man tegner Zentangles i bogstaver. En hyggelig og fin måde at lave sine egne kort på til fødselsdage og andre mærkedage.

Lav dine egne flotte kort med Zentangle tekster

Lidt syning er det også blevet til, flere snudevridere er kommet til, denne gang på ordre fra familiemedlemmer.

Fire nye etuier i Kaffe Fassett stof og grønne nuancer

Og så er jeg endelig færdig med at applikere hver blok til det prikkede tæppe, og skal snart sætte blokkene sammen til en færdig top. Glæder mig til at vise resultatet.

tirsdag den 28. juli 2015

Ny gammel strikkekurv - UFO færdig

Man kan ikke se på den at den har ligget hen i en skuffe i snart 1 år før den blev syet sammen forleden dag - det er endnu et skridt i retningen "fokus" som jeg forsøger mig med i disse dage.

Mønster fra Den Lille Lade, Ejstrupholm
Den drillede til gengæld lidt, da jeg havde glemt alle finesserne, når jeg syr den sammen. Men den er færdig og det er hovedformålet!

torsdag den 10. juli 2014

Sew Together Bag

Denne lille smarte sytaske så jeg første gang hos Anne-Grethes Quiltblog og syntes den var virkelig smart!

Efter mange lange overvejelser fik jeg oprettet en PayPal konto, så jeg kunne bestille mønstret til download hos Craftsy.com. Derefter søgte jeg efter vejledninger på nettet for i mønstret er der meget tekst (på engelsk) og ikke så mange billeder. Jeg fandt en rigtig god vejledning på The Quilt Barn blog, og den hjalp mig igennem mønstret.

Sew Together Bag fra Sew Demented
Stoffet på ydersiden er købt hos Den Lille Lade, noget nyt fra Alexander Henry som Ragnhild lige havde fået hjem.
Indretning af Sew Together Bag
Indretningen giver masser af plads til sytøjet og det tilbehør man bringer med sig. Der er god plads til det hele.
Den tog lang tid at sy, men den er al tiden værd. Måske finder jeg på at sy endnu en, alle de større raster af stoffer kan bruges og i stedet for bare ét helt stykke stof på ydersiden, kan man også lave denne af raster.

The Quilt Barn har lavet et Flickr album Sewtogether Sewalong, hvor rigtig mange har lagt deres billeder ind undervejs i processen med at sy tasken. Der er meget inspiration at hente!

mandag den 2. juni 2014

Strikkekurve

Snart bliver min verden tre strikkekurve rigere - i søndags fik jeg klippet til dem alle, men nåede ikke at sy nogle.

 
Mille kigger interesseret med mens jeg forsøger at fotografere i høj solskin - ikke de bedste vilkår for gode farver.

Inden jeg gik i gang med at klippe, lavede jeg en oversigt over hvad jeg skulle bruge. Det var med at holde tungen lige i munden når jeg klippede til flere af gangen.

Pludselig en dag er de syet.

søndag den 11. maj 2014

Møntpunge

Min veninde Lone fandt for nogle uger siden en syvejledning på nogle dejlige nemme punge hos Timotei og hun gik i gang med at producere en hel masse.

Jeg blev inspireret både af Lone og af Rannveig (Timotei) så jeg besluttede mig for også at sy et par stykker af noget rastestof jeg havde liggende.

Den ene er pakket ind med en pengeseddel til en konfirmand i dag, så håber jeg hun vil bruge den og bliver glad for den.

Møntpunge

Mere bliver der ikke lige syet her i huset for tiden, men måske kommer jeg stærkt tilbage om noget tid!

onsdag den 15. januar 2014

Kurv med kattebroderier

I oktober viste jeg her på bloggen de kattebroderier jeg havde syet til "Katte Broderusk Strikkekurv". Nu i januar 2014 kan jeg så vise den færdige KATTEKURV frem.


Jeg har lavet den højere end i mønsteret, da jeg skal bruge den til ruller af mønster papir, vlies og veledon samt alle de andre ruller med praktisk tilbehør til en sypige. Desuden har jeg stivet den ekstra af med en kraftig veledon og termolam samt en tæt frihåndsquilting.


Broderierne kom rigtig fint frem efter de alle havde fået rammer omkring. Bunden har en diameter på 30 cm, så der er god plads i kurven til alle mine ruller.

Det næste projekt jeg skal i gang med må blive det mobile syrum, som jeg købte stof til hos Den Lille Lade.



onsdag den 1. januar 2014

Rejsetaske - stor og rummelig

Siden august har jeg haft mønsteret på denne taske liggende og indkøbt stof i flere omgange, da jeg fortrød første indkøb. I lørdags gik jeg i gang med at klippe alle delene og søndag til en sydag hos min veninde Lone gik jeg i gang med syningen. Jeg troede lige akkurat den kunne blive færdig på årets sidste dag i 2013, men det blev i stedet til årets første færdige projekt i 2014.

Mønsteret er fra KHN-Design og ikke helt let at sy efter. Det er en skam for tasken er god stor og brugbar, men ikke en jeg vil kaste mig ud i at sy igen. Den er noget besværlig at sy, fordi der er så mange lag der skal passe sammen og det er en stiv omgang at få gennem symaskinen.

Den kan åbnes helt op da lynlåsen er delbar i begge sider, så det er nemt at komme i den. Der er to lynlåse i toppen, så den åbnes til begge sider. Den er stivet af både med Termolam og Veledon, så den er kraftig og en smule tung.

Jeg valgte kun at lave en indvendig lomme i hele taskens bredde, selvom mønsteret er til at der laves to lommer. Alt stoffet og de kraftige lynlåse er købt i Stof2000, men kantbåndet som er 2,5cm bredt og meget praktisk til denne tykke taske, er købt hos Den Lille Lade i Ejstrupholm.

Håber I alle har haft et godt nytår og er klar på de mange spændende projekter der venter os i 2014. Jeg har i hvert fald en lang liste med spændende ting, som jeg glæder mig til at vise frem undervejs i året der lige er startet.

fredag den 27. december 2013

Trådpose med katte

I går da jeg kom hjem fra julefrokost havde min veninde Lone været forbi med en julegave til mig.

Det var med stor spænding jeg pakkede den op, for hun havde fortalt at gaven drillede lidt. Derfor var jeg meget spændt på hvad hun havde fundet på..

Udover denne flotte trådpose med katte var der også en nøglering med et trævedhæng som en trådspole. Jeg syntes det er fantastisk at hun har fundet kattestof, som jeg ikke har i forvejen og så endda syet sådan en flot pose. Den kommer til at hænge ved symaskinen og kommer med i stuen, når jeg skal sy i hånden og når jeg får syet mit mobile syrum, skal der være plads til den, så den kan komme med mig udenbys.

Det er en rigtig dejlig hjemmelavet julegave og jeg er meget glad for den!

torsdag den 19. december 2013

Juleløber 2013

Endelig fik jeg min juleløber færdig - var helt i tvivl om jeg nåede det!

Den er lavet frit efter Nancy Halvorsen "Art to Heart" hæfter "Happy Hollidays To You" og "Peppermint & Holly Berries". Jeg har brugt motiver fra begge hæfter og lavet den så den passer til vores sofabord. Den er ca. 125 cm lang og 35 cm bred.

Juleløber efter Nancy Halvorsen Art to heart hæfter.

Motiverne er strøget på og bagefter syet med knaphulssting i hånden. Bundstoffet er hør/bomuld fra Quilt my design som jeg købte til messen i Herning. Resten af julestofferne er købt forskellige steder. Jeg har valgt julestof uden guld/sølv.

mandag den 9. december 2013

Symappe og nålepude

I weekenden har jeg brugt timer på at få syet "Stitcherymappen" fra AnnAK. Stoffet købte jeg egentlig til et andet projekt hos Butik Kastanja, da Vejle Quilterne holdt udstilling.

Det var min veninde Lone som har syet stitcherymappen for længe siden, og da jeg sidst i november fik fat i mønsteret, besluttede jeg mig for at omdirigere stoffet fra det oprindelige projekt "Kaffebrikker" til det nuværende stitcherymappe.

Broderi motivet har jeg fra et andet mønster.

Der er masser af gode lommer i mappen.

---   ---   ---

Tidligere på ugen har jeg gjort et lille projekt færdigt som har ligget længe. Det har været med til syaftner gentagne gange uden at blive taget op af tasken. Men nu skulle den lille skildpadde have liv, og det fik den! Med sine blå øjne ser den alligevel ret unik ud..


Jeg går og venter på der kommer post fra Norge med den sidste Mug Rug fra Gitte's Mug Rug Swap 2013, så skal I nok få at se hvad jeg har leveret til Margrethe og hvad hun har sendt til mig.

lørdag den 7. december 2013

Udsalg hos Den Lille Lade

I går kørte jeg en tur til Den Lille Lade i Ejstrupholm, fordi jeg havde set på Facebook at Ragnhild fejrede butikkens 23 års fødselsdag med at give 25% rabat på alle ikke nedsatte stoffer i metermål, med et mindsteslag på 1/2 meter.

Egentlig skulle jeg ikke have købt ind til mit Mobile Syrum før efter jul, men jeg blev lokket da jeg så rabatten!

Jeg fik øje på stoffet med taskerne og fandt resten til indholdet i mellem de mange andre stoffer Ragnhild har på lager. Jeg er meget spændt på at få den syet, for en ting er forestillingen jeg har i hovedet, en anden er når det først bliver syet og sat sammen!

Jeg gjorde også indkøb for min veninde Lone og min mor, så det var en god stor pose jeg kom derfra med.

Der er åben hele weekenden, også søndag fra kl. 10. Så ta' en tur til Ejstrupholm og find nogle lækre stoffer på tilbud og nyd julestemningen i Caféen.

torsdag den 28. november 2013

Syrum og broderi mappe

Forleden var jeg forbi Skanderborg og købte to mønstre hos Stof&Sy. Begge AnnaKa mønstre.

Denne har min veninde Lone syet engang og jeg har været forelsket i den lige siden. Så nu tænkte jeg, at det vil være den perfekte julegave til mig selv - først mønstret og så syningen af den!

Og i lørdags til sydag havde Gitte en rigtig flot taske med, hvori hun kunne have både linealer og skæreplade. Det var ikke denne model, men en fra en bog. Jeg kom i tanke om, at jeg før har set på dette mønster, så derfor ledte jeg efter det på nettet. Den butik tættest på var i Skanderborg og da jeg alligevel var på vej hjem fra Ålborg kunne jeg ligeså godt køre forbi og hente dem, i stedet for at skulle vente på de blev sendt.

Da jeg nærlæste materialelisten til denne mappe, må jeg erkende at det vist ikke bliver på denne side af jul den bliver syet. Det ender med at bliver en ret dyr mappe at sy, og i december er der vist nok at bruge pengene til. Men nu har jeg mønstret og kan så samle stof og andre materialer sammen efterhånden og pludselig en dag kan jeg fremvise et færdigt eksemplar!

Nu bliver udfordringen så ikke at købe flere julegaver til mig selv, men begynde at købe dem som jeg faktisk skal have købt.

søndag den 24. november 2013

Sydag og masser inspiration

I går havde jeg inviteret Gitte, Lone og min mor, Birthe til en sydag inkl. forplejning. Selvom det var svært at lokke gæsterne til frokostbordet lykkedes det alligevel, da de kunne dufte skinkestangen som blev serveret med en lækker salat.


Vi havde tændt op i brændeovnen for ikke at komme til at fryse om fødderne, når vi skulle sidde stille og sy det meste af dagen, men der var lidt mere end sommerlig varme i stuen, derfor måtte vi afklæde os trøjerne.


Gitte og Lone var i gang med tærtefutter i stor stil. Og de arbejdede meget koncentreret hele dagen.

Jeg hjalp mor med at skære stoffer til et tæppe i Kaffe Fassett stoffer. Mor har åbenbart undgået fotografens skarpe linse, måske fordi hun selv stod bag?


Sidst på aftenen da gæsterne var taget hjem havde jeg brug for min nye "lyskasse". Jeg har set mange flotte og smarte lyskasser rundt om i butikkerne, men jeg har lavet min egen billige kasse, bestående af en gammel kurv, en ny lys kilde og en ny plexiglasplade. Det fungerede fantastisk, men måske knap så nem at transportere...

Det var en dejlig dag i godt selskab, med masser af grin, vejledning, forslag og inspiration til nye projekter.

Der nåede ikke at blive noget syet helt færdigt, sikkert fordi snakken gik og der også skulle være tid til kaffepause med krydderkage og friskbagte brunkager fra bageren i Beder.

fredag den 22. november 2013

Syrelaterede gaver

Nu varer det ikke længe før sæsonen for pakkespil sætter ind og i den anledning har jeg valgt at pakkerne skal være hjemmelavede. Derfor har jeg i første omgang syet hele otte nålepunge, hvoraf to af dem allerede er udset et pakkespil. Jeg håber selvfølgelig at vinderne af disse små gaver bliver glade, da temaet for pakkespillet er "Syrelaterede gaver".


Nålene sidder i et stykke filt og pungen bliver foldet og lukket med en lille knap.

De er nemme at sy og mønsteret er fra Den Lille Lade og koster 30 kr.

torsdag den 14. november 2013

Farvestrålende gave

Min kære veninde har fødselsdag i morgen, fredag og egentlig er vi slet ikke på gaver.

Men hun sendte mig en bog med digte om katte til min fødselsdag, og selvom det er en biblioteks-genbrugsbog blev jeg rigtig glad for den.

Hun er selv meget glad for bøger og arbejder på et bibliotek, så efter lidt overvejelse fandt jeg på at sy et nyt farvestrålende bogmærke til hende. Hun har ikke ofte tid til at læse ret meget, så hvad er mere vigtigt end at have et flot mærke man kan sætte i den bog, man forventer engang at læse færdig?

Ternene er "forsiden" og striberne er "bagsiden" men det er jo helt op til hende selv, hvad hun helst vil se på.

En lille nem gave som er lidt, men ikke meget.

mandag den 4. november 2013

Gaver der glæder

Lørdag eftermiddag gik jeg i gang med at klippe stof og grillfoer til tærtefutter, som jeg købte mønsteret på til træffet i Herning hos Ragnhild, Den Lille Lade.

Søndag aften havde jeg ikke mindre end fem tærtefutter færdige, ømme fingre, en tommeltot der snurrer og en side mindre i min projektbog.


Det blev til to tærtefutter med løg, samme stof som jeg brugte til en lille pose og tre tærtefutter med fine grøntsager.

Tre af dem skal bruges til gaver, og to beholder jeg selv.

Når først man har lavet skabelonen efter mønstret er de ret nemme at gå til. Jeg glemte i første omgang et sømrum på "ørerne", men det fungerer alligevel på de tre med grøntsager. På de to med løgstoffet huskede jeg at lave nye skabeloner, så der er mere at gribe med.

Mønsteret kan købes hos Den Lille Lade til 40,- kr.

God fornøjelse hvis I skulle kaste jer ud i denne gode gaveidé!