lørdag den 23. januar 2016

Ball Joints tæppet og papirleg

Forleden fik jeg lagt mit store tæppe med prikkerne op inden sammensyning. Det var lidt et puslespil, så jeg var glad for hjælpen fra både Ragnhild og Mie, der så fejlene, så de kunne rettes inden jeg fik syet det sammen.

Mit prikkede projekt som det ser ud før sammensyning

Det er syet sammen nu, men jeg mangler stadig kanten rundt. Den håber jeg at få lavet her i weekenden. Så er der kun tilbage at montere det og quilte det. Jeg er spændt på at quilte det på maskine, og det bliver ikke tæt quiltet, det skal gerne være blødt og brugbart i sofaen.

Smukt scrapbooking papir jeg skal lave bøger af

Og jeg har været på udsalg hos picturingtheworld.dk i Vissenbjerg, hvor de har alt hvad hjertet begærer til scrapbooking. Jeg skal lave en bog efter måden som Arne & Carlos gør det, som jeg skrev om i et tidligere indlæg. Jeg har samlet forskelligt papir, så nu kan jeg vist godt snart begynde at sy siderne.

Der arbejdes ihærdigt på flere projekter, som jeg håber snart at kunne vise frem færdige og tilføjet på listen over 2016 projekter.

søndag den 17. januar 2016

UFO endelig færdig - 2 år efter start

YES, YES, YES - jeg gjorde det!

Fik mit mobile syrum gjort færdigt!

Min version af AnnaKa's Mobile syrum med stof fra Den Lille Lade

Det har ligget i skuffen i 2 år og kaldt på mig i tide og utide, men jeg har ignoreret det, fordi jeg ikke helt havde styr på, hvordan jeg skulle komme videre.

Der er masser af plads indvendigt i det mobile syrum

Det kan fyldes godt op med diverse sager, der letter syningen, når man skal af sted på kursus. Her har jeg fyldt i, hvad jeg har af grej, men den bliver ret tung og alt er ikke nødvendigt at slæbe med hver gang jeg skal ud.


 Det Mobile syrum har masser af plads til sytilbehør

Der er sider med elastik, så de små ting kan sidde fast. Og rigtig mange lommer til de uhandige ting.

Symappens midt giver plads til trådruller

Det bliver fint at fylde den med de nødvendige ting, når jeg skal på kursus eller bare ud at sy. Så kan både sytøj og udstyr være der.

Nu står der hele to ting på min liste over færdige projekter i 2016 - med den hastighed tegner det til at blive et fremragende år for UFO udrydelse!

mandag den 11. januar 2016

AnnaKa´s mobile syrum - arbejdsbord

På listen med mine 12 UFO'er som jeg omtalte i sidste indlæg, står også mit Mobile Syrum efter AnnaKa's mønster. Og selvom det ikke er det projekt jeg egentlig skal arbejde på lige nu (ifølge UFO legen) er det nu det, der har grebet mig.

Mappen har efterhånden været 2 år undervejs og nu vil jeg gerne have den færdig. Første gang jeg skrev om projektet og var i gang med det, er tilbage i marts 2014, hvor jeg havde syet ydertasken og begyndt på indholdet. Men siden har den faktisk ligget stille...

AnnaKa Mobilt Syrum arbejdsbord

Nu har jeg endelig fået syet siderne til mappen og er i gang med de sidste lommer, før hele mappen kan samles. Jeg er meget spændt på at få den færdig, for det er et af de projekter, der har fyldt mest i min bevidsthed, uden jeg har haft modet til at arbejde med det. Jeg ændrede på sidernes opbygning med lommer og det er lige netop dét som har stoppet mig i det videre arbejde med projektet. Ville have lommer i plastik og det har voldt mig problemer at få dem tænkt igennem, før jeg startede på dem. Men erfaring fra projektmappe kursus hos Ragnhild, har givet mig nok viden om lommer i plastik til, at jeg endelig turde gøre et forsøg med Symappen igen.

Lommeark til det mobile syrum fra AnnaKa

Jeg skal have købt de sidste småting som mangler, og så skal mappen samles. Så i løbet af den næste uges tid håber jeg at mappen er færdig. Og hvor jeg glæder mig!

mandag den 4. januar 2016

Quilt My Design - Sommerbillede

Måske er jeg lidt tidligt på den med dette sommerbillede, men det blev årets første færdige projekt i går aftes. Det skal selvfølgelig monteres i en ramme, for så at finde plads på væggen i køkkenet.

Applikation med needleturn

Det var lidt svært at komme i gang med, fordi der var mange dele, men en tur til sycafé hos Linette i Vejle i starten af december, fik modet til at blomstre. Og det var faktisk rigtig hyggeligt at se billedet tage form undervejs.

Hvis du ikke har prøvet at applikere med needleturn teknikken, kan det godt anbefales at starte med et lille overskueligt projekt som dette billede. Det kan godt være lidt svært i starten, men øvelse gør mester - sådan er det med alle ting - bare klø på. Søg hjælp på nettet, på kurser eller til sycaféer rundt omkring, der er sikkert nogle der har prøvet det og kan hjælpe dig i gang.

Jeg har flere af Linettes mønstre med needleturn applikationer, men de må vente lidt endnu. Jeg deltager nemlig i en UFO leg på Instagram fra All People Quilt, hvor dette billede er lånt fra.

Deltag i UFO legen i 2016

Har du lyst til at deltage kan du læse mere om det på deres hjemmeside, men det meste foregår på Instagram, da det er her deltagerne viser deres projekter frem og vi får besked om hvilken UFO fra vores liste vi skal arbejde på. Jeg håber at få mine 12 projekter færdige i løbet af året!