torsdag den 11. december 2014

Lidt af det hele

I weekenden var vi en tur på Sjælland til familie besøg og så fik jeg lokket gemalen med forbi Sorø til Sy og Rens butikken. Det var på betingelse af, at jeg kun måtte bruge en halv time i butikken, han har lært af tidligere tidsubegrænset aftaler, at det kan gribe om sig, hvis jeg ikke får stramme tøjler!

Aftalen blev indgået og i mens gik han i en anden butik med elektronik lige rundt om hjørnet fra Sy og Rens.


Jeg blev hilst af to hjælpsomme damer i butikken, som var glade for et besøg fra det mørke jylland og de morede sig over, at jeg havde en tidsramme at overholde. Desværre fik jeg ikke navnene, det beklager jeg meget!

På den korte tid nåede jeg at finde nogle fine stoffer - blandt butikkens mange forskellige, især juletemaet var synligt. Jul er ikke lige min kilde til syinspiration, men straks jeg kom ind faldt jeg over noget meget flot kattestof. Der er 15 forskellige motiver på en rapport, og det kunne jeg slet ikke stå for. Købte lidt supplerende stoffer for at kunne lave andet end bare kort af det.


Jeg overskred vist tidsfristen med 4 min, men det var OK, så længe vi efterfølgende kunne bruge en halv time i XL-Byg på vej ud af byen. Tja, så i stedet for at ae stof en ekstra halv time, måtte jeg kigge på boremaskiner, dimser og dutter. Men så brugte jeg jo heller ikke flere penge!

Det er ikke ret meget syning jeg får lavet, fordi jeg endelig har fået nyt job! Jeg er ansat som E-commerce manager hos Mamilla.dk - en lækker online tøjbutik, som også har en fysisk butik her i Horsens, hvor jeg bor.


Jeg laver alt deres grafiske materiale, til tryk og til webshoppen, jeg opretter varer, tager produktfotos, laver online markedsføring og nyhedsbreve. Det er simpelthen så skønt! Men energien er ikke til så meget, når arbejdsdagen er ovre.

Jeg har fået lavet en smule til projektmappen på en fridag, men er jo langt fra færdig med indholdet.


Det er blevet til to sider ud af tre foreløbig. Så håber jeg der er overskud til snart at få de sidste færdige.

Jeg har kastet mig over en meget gammel UFO, nemlig den vest jeg købte garn til for snart 2 år siden. Den aften hvor jeg var til en hyggelig aften i Søvind med Sys Fredens.



Den er forholdsvis simpel at strikke, fordi det kun er ret, og det er lige noget mit hoved slapper godt af med efter en dag ved computeren.

Så har jeg fået pakke fra England, min favorit butik, (hvad angår blade og magasiner) Creative Quilting. Denne gang fik jeg to blade, et om moderne quilts og et om Art Quilts. Begge skønne at kigge i og nu har jeg så tilføjet et par ekstra projekter til listen!


Hos Saxo bestilte jeg, sammen med en fødselsdagsgave, en bog til mig selv med danske artquilts. Jeg er blevet helt bidt af det siden jeg så udstillingen i sommers på Dansk Patchwork Træf. Det er noget jeg godt kunne tænke mig at lege med, tanken om ikke at være bundet til at gå frem efter et mønster tiltaler mig, men jeg har endnu ikke for alvor kastet mig ud i det.


Og lige i et snuptag fik jeg fotograferet Mille, hun bevæger sig utrolig meget når jeg gerne vil tage et billede - på alle andre tidspunkter ligger hun helt krøllet sammen og man kan kun se en dejlig tyk og blød mave.


Nok snak for denne gang, må se at få lavet nogle flere ting jeg kan vise frem, men måske bliver der lidt langt mellem mine indlæg!

Har nogle projekter jeg havde planer om at få færdige før jul, men ingen grund til stress - det er ikke julegaver...

1 kommentar:

  1. Spændende ting du har gang i og det bliver også spændende hvad du finder på med Art Quilts.
    Hanne

    SvarSlet

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.