mandag den 27. oktober 2014

Kreative Dage 2014

I fredags kørte jeg til Fredericia for at opleve Kreative Dage og finde inspiration til nye projekter.

Den første jeg hilste på var selvfølgelig Ragnhild fra Den Lille Lade, som havde en rigtig flot og stor stand til venstre for indgangen. Hun havde ikke tid til at sludre, så jeg fortsatte min færd rundt i den kæmpe store hal.

Der var virkelig mange forskellige ting at se på, men ikke ret meget patchwork. Der var rigtig mange stande med strik, virkelig mange med papir, der var glas, stof til tøj, perler, stearinlys og pileflet. Der var trædrejning, kunst og mange andre hobbies præsenteret. Der summede af liv alle vegne, for der var rigtig mange besøgende fredag!

Jeg vandrede rundt mellem standene i flere omgange og kiggede langt efter en flot keramik skulptur hos Indal's Kreamik, som jeg endelig bestemte mig for at købe, inden den endte et andet sted end hos mig.

Keramikdame fra Indal
Jeg har tidligere købt flere af hendes nisser, da jeg næsten har været nabo til hende udenfor Middelfart, og derfor er kommet hos hende flere år op til jul. Nu har hun ændret sit udtryk og laver i stedet meget flotte damer, så kig på hendes webside og se dem selv.

Efter at have vandret rundt i mange timer og set lidt af hvert, kom jeg forbi Fund og Krea standen. Hun havde mange sjove gamle ting, og jeg kiggede i nogle ældre japanske patchwork blade, men endte med kun at købe et moderne mønster på en pung.
Inden jeg kørte hjem gik jeg endnu en gang forbi Den Lille Lade og købte en ny skærekniv og en blok papir. Kniven demonstrerede Ragnhild torsdag aften, da hun havde butikken med til Vitus Bering Quilterne i Horsens. Den kan bruges til teknikken chenille, som jeg aldrig har prøvet før, men som jeg forestiller mig kan bruges til nogle spændende forsøg.

Jeg købte hverken stof eller garn, selvom jeg var fristet, men jeg har meget på lager, som jeg skal have brugt først. Hos Lille Strik var jeg tæt på at købe et tørklæde kit, men endte med fornuften der sagde, at det får jeg sikkert ikke strikket foreløbig. Der var også mange flotte broderier fra Fru Zippe, som jeg havde lyst til at købe, men de var store og derfor dyre, så det undlod jeg. Måske kan der blive til nogle julegaveønsker.

Messen var en "både og" oplevelse, jeg vidste på forhånd at der ikke var det store patchwork udvalg, og jeg skulle jo heller ikke købe stof. Jeg er heller ikke på jagt efter en ny hobby, så mange af standene gik jeg bare udenom. Men der var mange flotte ting, skabt af kreative ildsjæle og efter besøget var jeg træt i hovedet, men havde alligevel en lyst til at komme hjem og SKABE noget.

Jeg syntes udstillerne havde gjort meget ud af deres stande og jeg må værdsætte det kæmpe store arbejde der kræves at stå på messe i tre hele dage. Så tak for en dejlig oplevelse!

Nu må jeg vist i gang med den næste udfordring i Mystery Mail 2015 fra Bøgelund Patchwork.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.