mandag den 1. juni 2015

Min udgave af Bøgelund's Mystery Mail 2015

Nu er udstillingen i Aulby for længst overstået, så nu kan jeg vist godt vise min udgave af udfordringen frem.

I den første udfordring skulle vi lave noget med trekanter og bruge mindst ét af de udleverede stoffer.
Denne blok skulle indeholde trekanter
Jeg overvejede længe hvad jeg skulle lave med trekanter, dem er jeg nemlig ikke ret meget for i patchwork, fordi det er så svært at få spidserne til at mødes rigtigt. Jeg fandt inspiration i en kunstbog fra Midt Jyllands Kunstcenter, hvor jeg så et maleri af Conni Østergaard ""Family Time" fra 2008. Jeg sendte et billede af min blok til Conni for at spørge om det var OK, at jeg havde fundet inspiration i hendes billede til dette tæppe, der skulle udstilles i Aulby. Hun sagde heldigvis god for det, ellers skulle jeg have lavet en ny blok med andre trekanter.

I anden udfordring skulle vi lave noget med buede former.
Denne blok skulle have buede former
Jeg prøvede at lave de små firkanter med samme buer som den store, så fire af de små ville danne en cirkel, men det gik ikke så godt. Derfor ændrede jeg idéen til i stedet af bruge nogle bogstaver som skal stå for "Design By T".

I tredje udfordring skulle vi bruge stof der er klippet ud af aflagt tøj.
Til denne blok skulle vi bruge genbrugstøj
Denne blok syntes jeg var rigtig svær, og jeg lavede flere skitser, som jeg forkastede, før jeg endte med denne udgave. Inspirationen hentede jeg på Instagram, hvor der er en som laver nogle fantastiske ansigter i en kombination af syning, maleri og collage.

I fjerde udfordring skulle vi lave en geometrisk figur og bruge det lille ekstra "hemmelige" stof der fulgte med startpakken.
Jeg har figurerne fra en tysk bog med Liesels Fünfecke og baggrunden skulle selvfølgelig ligne vand og planter.

Den femte udfordring skulle vi lave en blomst og alle stofferne skulle bruges.
Denne var en prøve at finde på, for vi måtte ikke bruge andre end de udleverede stoffer, så det tog noget tid før jeg fandt på at bruge nogle af bladene i et stykke stof til at lave en slags tulipan.

I den sjette udfordring er blokken delt i to og vi skulle lave noget man kan klatre på.
Edderkoppespind syet på vandopløseligt stof.
Blokken hvor man skulle klatre fra den ene til den anden
Jeg valgte at lave et edderkoppespind, inspireret af et flot et af slagsen i vores hæk, som jeg en gang havde taget et billede af. Edderkopperne og fluerne er købt i BR. Spindet er syet på vandopløseligt stof, noget jeg ikke havde prøvet før.

Udfordring nr syv skulle bestå af et ynglings citat og max to af de udleverede stoffer.
Blokken med et ynglings citat
Denne blok var placeret mellem blok nr. 6 (med edderkoppespindet) Jeg havde store problemer med at finde et citat, som jeg syntes var et ynglings citat og som samtidig passede ind i mit "tema" med dyr. Men min veninde, Lone og jeg snakker ofte om hvor lang tid det faktisk tager at sy patchwork, og deraf kom mit citat "Ting tager tid". Noget som jeg ind imellem skal huske mig selv på.

Den ottende udfordring skulle indeholde noget der ikke var tekstil samt ét af de udleverede stoffer.
Denne blok skulle indholde noget der ikke var tekstil
Disse søde aber har jeg fra en bog "Mug Rugs" hvor jeg så har tilpasset størrelsen på dem, så de passede til den mærkelige blok. Der er syet sommerfugle knapper af plastik på sammen med blå "sten" også i plastik.

Den niende udfordring skulle der komme "et eller andet ud" altså noget tredimensionelt.
Noget der kommer ud af blokken, et tredimensionelt billede
Her havde jeg inspiration fra nogle magasiner med artquilts og der huskede jeg flere dyr, som kom ud af billedet og nogle grønne blade. Heldigvis havde jeg et mønster på en frø, som jeg har lavet lidt om, så den kom til at passe til denne blok. Græstotterne blev tilføjet for at gøre den lidt mere levende.

Den tiende og sidste udfordring skulle bestå af en applikation og der skulle indgå to af de udleverede stoffer.
Applikation i patchworkstoffer
Her fandt jeg inspiration fra en snorkel tur vi havde på en ferie i Ægypten. Der var så mange fantastiske fisk i alle regnbuens farver, så det var oplagt at jeg skulle sy en fisk. For at få letheden ved finnerne og halen har jeg brugt tyl og chiffon. Broderiet i baggrunden er simple koraller.

Endelig kunne jeg samle og quilte hele udfordringen - det var under stort pres jeg blev færdig til tiden.
Alle ti blokke samlet til vægtæppe
Det har været ret sjovt at være med, og det var en stor udfordring at skulle finde på motiver til hver enkelt blok. Det var også spændende at se alle de færdige udfordringer på udstillingen, og der var nogle meget flotte i mellem.

Det kan anbefales at prøve at deltage i en udfordring, og denne syntes jeg har være overskuelig i størrelse og man gør jo kun så meget ud af det som man føler for.

Nu er spørgsmålet så om den skal op og hænge herhjemme? Indtil videre hænger den på syværelset.

10 kommentarer:

  1. Jeg synes den er rigtig flot og er lidt imponeret over den måde du har formået at gennemføre "dyre" temaet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det, Gitte! Det kom lidt bagpå mig at det blev et dyre tema, men det startede med fuglene og så sad jeg lidt fast i det med dyr, fordi jeg ikke kunne finde på noget andet der passede sammen med den første blok. Men det har været sjovt at kunne "nøjes" med at tænke i dyr og så udelukke alt andet.

      Slet
  2. Den er da ret fantastisk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Berit, den var virkelig sjov at lave, selvom presset var lidt stort til sidst med at få den færdig til Aulby.

      Slet
  3. Super flot og iderige blokke! Skønne farver iøvrigt

    SvarSlet
  4. Tak, Marie, farverne var jo lidt bestemt af den startpakke jeg købte hos Bøgelund, og jeg valgte at smøre tykt på, fordi jeg er rigtig glad for farver. Andre der har løst samme opgave har valgt at dæmpe farverne betragteligt og kun bruge meget lidt af stoferne fra startpakken.

    SvarSlet
  5. Den skal da helt klart op at hænge så alle som kommer i dit hjem kan se den, den er da vild skøn :0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, for de søde ord, lige nu har den en midlertidig plads på syværelset, så må jeg se om den kommer derfra på et tidspunkt. Den bliver vist frem i sygrupperne først, så ser vi derfra.

      Slet
  6. Sikke et arbejde. Det er flot du er blevet færdig, jeg var nok stået af efter en blok eller to. Mindes noget med et Round Robin og Mysteri Quilt, der aldrig er blevet færdig.Den vil da nok pynte i enhvert syværelse. Hjemme hos mig siger min mand, det er forbudt med klude på væggene, det må kun være i syværelset med begrænset vægplads, men det er heller ikke noget problem, for der er længe imellem, at jeg får noget færdigt. Er da nærmest helt gået i stå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det der drev mig med at blive færdig med denne udfordring var, at jeg rigtig gerne ville have den udstillet. Jeg har ikke haft noget udstillet før, og selvom den kun var én ud af mange, så var det alligevel dét der fik mig op af stolen. Jeg prøver at fokusere på at få mine ting færdige nu i stedet for at begynde på nye projekter. Har virkelig meget stof og mønstre liggende, og har brugt mange penge på det de sidste par år. Så nu skal jeg have lavet alle mine projekter, før jeg kan begynde at købe nyt. Syntes det hjælper mig på vej til at få noget færdigt. Håber du kommer i gang igen med syningen - alt andet ville være en skam!

      Slet

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.