tirsdag den 30. august 2016

Dansk Patchwork Træf Odense 2016 - 30 års jubilæum

En hurtig beslutning nogle dage før træffet betød at Gitte og jeg kørte en tur til Odense i lørdags. Som sædvanlig når vi er på tur, er jeg chauffør mens Gitte kan passe GPS'en og hendes sytøj...

Det med GPS'en havde hun ikke så travlt med, så vi kom lidt på afveje før vi fik vendt bilen og alligevel fandt Odense Congress Center.

Humøret var højt da vi fik en parkeringsplads tæt på indgangen og i skygge (viste det sig op ad dagen) Selvom vi havde forventet mange mennesker i kø da vi kom, var det meget hurtigt og nemt at komme ind. Kort tid efter blev der åbnet ind til hallen med butikker.

Efter en hurtig runde ved butikkerne, fortsatte vi ind til udstillingen, som var stor og der var mange spændende og forskellige quilts at opleve.

Juilæums Udstilling Dansk Patchwork Træf 2016
Nogle af dem der gjorde mest indtryk på mig, var Art Quilt'ene. Denne quilt med klovne som er syet af Brigitte Kopp fra Tyskland, var jeg meget fascineret af.

Det var muligt at stemme på publikums favorit, alle syet af medlemmer af Dansk Patchwork Forening. Det var spændende at se de forskellige udtryk og mange forskellige quilts. Min favorit var helt afgjort også den der vandt, nemlig "Havet" af Ann Nielsen. Utrolig flot og næsten levende at se på.

Efter vores frokost i skyggen på parkeringspladsen, gik vi igen ind i hallen med butikker. Der var mange spændende butikker, men der var også rigtig mange mennesker, så det var svært at komme til. Og så var der varmt, meget varmt!

Det lykkedes dog at gøre nogle fine indkøb:

Lille praktisk søm-o-meter i inch

Den første ting jeg fik købt var et lille "Søm-o-Meter" der kan måle sømmerum i inch. Den måtte jeg have med hjem, da jeg altid måler efter om det jeg syr nu også har den rette søm.

Fru Zippes nye broderi af VW

Det blev også til et nyt Fru Zippe broderi med en gul bobbel. Endnu et impulskøb, men overkommeligt.

Julestoffer til patchwork

Der blev indkøbt lidt grå hør og et grønt stykke julestof, som passede til noget jeg havde i forvejen.

Endnu en projekt mappe til sytøjet

Et lille mønster til endnu en projekttaske kunne jeg ikke stå for. Det er godt at have noget pænt at putte sygrejet i, når man skal ud i foreningerne til syning.

Skønne badedamer fra Amy Bradley

Endnu et mønster til samlingen, skønne damer ved stranden. 


Skjortedamerne opholdt sig i indgangshallen og de havde fine stykker skjortestoffer til 15 kr. Jeg har ingen planer om skjorte projekter, så dette stykke købte jeg kun fordi jeg syntes farverne var flotte.

Inspiration fra Kaffe Fassett og skønne blomster
 
Og endelig en af de bøger, som jeg var nysgerrig efter at se - Kaffe Fassetts nye bog om hans inspiration fra blomsternes verden. Den glæder jeg mig til at læse og studere nærmere.

Skønne indkøb som jeg er meget glad for, især fordi jeg beherskede mig og ikke købte en hel masse, som bare kommer til at ligge på lageret.

Nu skal jeg lære at koncentrere mig om ét projekt og få det gjort færdigt, før jeg starter på de næste. Det er en kunst, som jeg tror mange der har en hobby, kan have svært ved at håndtere. Der er altid så mange spændende nye ting at ta' sig til!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.