tirsdag den 14. april 2015

Kreativitet så det basker

Her har været stille et stykke tid - men ikke fordi jeg ikke laver noget! Syntes bare tiden forsvinder sådan lidt ud i det blå..

Strikket vest i blå farver
Jeg er blevet færdig med min vest, som jeg købte garn til i januar 2013, da jeg var til foredrag med Sys Fredens. Det har været noget af en omgang at komme igennem og det lykkedes først i tredje forsøg! Den er ret simpel, men mine strikkefærdigheder trænger til at blive opgraderet, så det var en god model at starte med.

Strikketøj undervejs, bluse af Karen Noe
Nu har jeg kastet mig over næste strikkeprojekt, endnu en trøje som er designet af Karen Noe. Det er også flere år siden jeg købte garn til denne, modellen er en feriebluse og er meget vanskelig at strikke! Skal hele tiden have hjælp, enten fra min kære veninde Lone eller ude hos Margit i Karen Noe butikken i Ølholm. Der siges ikke noget om, hvornår den bliver færdig - men jeg kan vist rolig sige, det er et køb jeg nu fortryder.

Bog med bløde dyr og dukker lige til at sy
Så faldt jeg over denne bog med rigtig fine modeller til at sy og det er bestemt én jeg skal i gang med. Der er mindst tre af modellerne i bogen jeg gerne vil sy, måske laver jeg dem mindre, så de kan bruges til nålepuder. Men mere om dem en anden gang.

Stempler og værktøj til selv at lave dem
Via Instagram blev jeg inspireret til at prøve at lave mine egne stempler, men aller først købte jeg nogle i boghandlen og hos Tiger. Værktøjet til at skære i viskelæder har jeg bestilt på nettet.

På Instagram faldt jeg over en meget inspirerende person, som har en blog mitkrearum.dk, hvor hun bl.a. har skrevet om et kreativitets kursus i en bog af Julia Cameron. Og det har jeg nu kastet mig over! Det er meget spændende og jeg håber i sidste ende, at det kan føre en masse kreative idéer og tanker med sig. 

Susanne som har bloggen mitkrearum laver selv en del stempler. Og af hende blev jeg inspireret til at prøve selv.

Katte stempel af viskelæder
Mit første stempel af viskelæder blev til en kat - nogle ville mene det er Sorte Per, og det er ikke helt ved siden af. Det var sjovt og skal helt sikkert gentages!

Boks med mange rum til småting
I Søsterne Grene fandt jeg denne æske og da jeg åbnede den var jeg TOTALT SOLGT! Se lige alle de rum, det kunne jeg overhovedet ikke stå for. Den er nu blevet til mit krearum, hvor jeg samler alle mulige småting, jeg skal bruge, når jeg leger med kreativiteten.

Artquilt med frø
Sidste år meldte jeg mig til en MysteryMail fra Bøgelund, og desværre har jeg ikke formået at få projektet gjort færdig til tiden. Desuden glemte jeg at melde det til inden fristen udløb! Men jeg arbejder stadig på det og her er den ene blok som skulle være 3D. Min løsning af opgaverne har taget ret lang tid, fordi jeg valgte at lave alle 10 blokke som små artquilts. Det har været sjovt at finde på, men jeg mangler stadig to blokke og så at få det hele samlet. Jeg skal nok vise den frem her på bloggen, for den kommer desværre ikke med på udstillingen i Aulby i maj.

Og så er jeg begyndt at quilte min sampler quilt, den er jo meldt til Vitus Bering Quilternes UFO leg og skal være færdig inden sommerafslutningen i juni. Men quilting i hånden er ikke min favorit beskæftigelse, men færdig - det skal den blive!

søndag den 29. marts 2015

Quilt Rally Syd 2015

Igen i år havde Gitte og jeg aftalt at køre på Quilt Rally - sidste år havde vi alle tiders tur til Fyn, så turen gik til Sønderjylland denne fredag. Også i år havde jeg meldt mig som chauffør, så Gitte kunne sy på hele turen. (i hvert fald indtil der blev for mørkt)

Vi startede ud tidligt fra Horsens, da vi havde besluttet at starte på Als hos Quiltegavlen. Vi ville gerne være der kl. 9, så vi kunne nå mest muligt på de 12 timer butikkerne holder åbent.

Gitte ved rallybilen på Als

Da vi kom ind af døren hos Quiltegavlen blev vi mødt af kendte ansigter fra Vitus Bering Quilterne sammen med Helene, indehaver af Quiltegavlen. Hverken Gitte eller jeg havde før været der, så det var skønt at se noget nyt og der var masser af stoffer og inspiration at se på væggene.

Vi mødte kendte quiltere fra Vitus Bering Quilterne

Vi kiggede lidt rundt i butikken, før vi besluttede os for at sidde stille og roligt og nyde lidt morgenmad. Jeg havde læst i programmet, at der ville være instruktion i at sy på amerikansk, så jeg havde lidt arbejde med. Jeg fik det prøvet ganske kort, men nok til at det er noget, jeg vil forsøge at gøre herhjemme.

Indkøb blev der ikke meget af for mig, kun nogle nåle til amerikansk syning.

John James broderinåle str. 10

Turen fortsatte ud på motorvejen igen og op til Gittea i Rødekro. Det er jo ingen sag at finde rundt, når GPS'en er indbygget i bilen.

Farverig butik med lækre ting hos Gittea i Rødekro

Hos Gitte gik vi bare lidt rundt og snusede, for der er virkelig meget at se på, i alle kroge og kanter. Tidligere på en messe har jeg købt et taskemønster, som jeg ikke er kommet i gang med. Gitte var så hjælpsom at forklare mig, hvordan jeg nemmest kommer i gang. Derfor var indkøbene her mest til at bruge til taskemønsteret, så den forhåbentlig snart bliver syet.

Dejlige indkøb hos patchworkbutikken Gittea

Desuden købte jeg en "mappe" med skæreplade, sandpapir og strygebræt i ét, som jeg havde set hos Quiltegavlen, da jeg fik demonstreret på amerikansk.

Vi fik lov til at spise frokost i Gitte's stue før vi kørte videre til Vejen for at besøge Sløjfen.

Esther fra Sløjfen i Vejen byder velkommen i patchworkbutikken
Her blev vi mødt af Esther og hendes hjælpere. På gårdspladsen mødte vi 7 katte, men Esther fortalte hun har 10 stk. De var meget nysgerrige og ville gerne snakke, en blandet flok af gråstribede, sorte og røde katte.

Esther syr både tøj og farver selv stoffer, så der var flere ting at kigge på. En af hendes hjælpere havde lavet nogle malerier, hvor hun blandede akryl farve og stoffer. Vi fik en hyggelig snak om teknikker, mens vi nød et dejligt stykke chokoladekage. Indkøb blev der ikke meget af, men bali stoffer er jo altid smukke, så et grønt ét af slagsen skulle med hjem.

Bali stof i grønne nuancer fra Sløjfen

Turen fortsatte til Fyn, hvor vi lige skulle et smut ind forbi Bøgelund. Bente var desværre syg, så der er ingen billeder af hende i år, men hun var jo også i blogindlægget sidste år.

Vi tog os igen god tid til at kigge og overveje diverse indkøb. Det hvide er S320, som jeg skal bruge til nogle fine fisk de havde hængende, som var lavet af mange trekanter. Stoffet af insekterne skal jeg bruge til en blok med edderkoppespind.

Insektstof og S320
Hyggeligt får til en gulvmåtte

Fåret lå som en gulvmåtte i kursuslokalet og hverken Gitte eller jeg kunne køre hjem uden. Jeg har syet den i dag, men den er pakket ind til gave, så der bliver ikke lige et billede af den her.

Der var jo ikke langt til Patchwork Hulen i Børkop, selvom hun ikke er med i Quiltrally i år, havde hun valgt at holde åbent. Det skulle vi jo ikke gå glip af, derfor var næste stop hos Susanne.

Dejlig ny patchwork butik i Børkop

Det er en lille hyggelig butik og stofferne er virkelig flotte, så der er noget at kigge på. Der er også en smule andre ting at se på, i anledningen af påsken var der små fugle og påskeæg, som man også kunne købe. Jeg har vist fået indstillet kameraet på en "softtone" for det ser lidt sløret ud, men vi var også ved at være en smule trætte, da kl. var ca. 18 og vi havde været på farten i 10,5 timer.

Blå prikket bali stof og orange fingerbøl

Her gjorde jeg heller ikke de store indkøb, men bali stoffer kan man altid bruge til et eller andet. Og så et meget billigt fingerbøl (7,50 kr) som jeg må teste af i forhold til dem fra Clover til 79 kr.!

Sidste stop blev hos Quilt My Design, et sted jeg aldrig har besøgt før, men kun set på messer. Vi kom lige da de skulle have aftensmad, så vi spurgte om vi måtte spise vores medbragte madpakke. Det fik vi heldigvis lov til, og det var en tiltrængt pause, for kl. var vist omkring 19, da vi ankom.

Linette fra Quilt My Design

Billedet af Linette blev ikke taget fredag aften, for det glemte jeg simpelthen! Men jeg var forbi butikken igen i dag lørdag, sammen med Lone, som havde lidt lyst til en kort quiltrally tur, selvom hun ikke kunne være med fredag.

Overraskelsen var stor fredag aften, da Linette sagde, hun gav hele 40% rabat på bali stoffer og 10% alt andet. Jeg brugte meget lang tid på at studere de mange ruller, men endte med kun at købe fem strimler á 11 cm, da jeg først ville se hvad der er hjemme på hylden. Det er til et mønster, som er købt hos Bøgelund for nogle uger siden, da de holdt udsalg.

Ballistoffer på tilbud

Så kom der krympestof med hjem, andet der forsvinder i vand og endelig pink bly til min sewline markeringspen. Det orange stof er bare fordi det var så flot!

I dag kom jeg så til at købe lidt mere bali til mønsteret, bl.a. alt bundstoffet, der var jo mange penge at spare.
Balistoffer i lyse farver

Desuden var jeg blevet vild med et sommerbillede som Linette lige havde lavet, det havde jeg tænkt på hele natten (eller sådan føles det) så det skulle selvfølgelig med hjem. Jeg har købt det som kit, da det er nemmere, når jeg ikke har ret meget erfaring med Linettes ting.

sommerbillede med needleturn teknik

Og så blev det til et impulskøb, fordi jeg kom til at kigge i hendes bunke med færdigsyede modeller og der faldt jeg for "Mormors kolonihave", men kun som mønster, der er ikke længere kit at få.

Mormors kolonihave billede

Hjem skulle også et par bøjler til et par haveophæng fra AnnaKa, som jeg også har haft liggende længe. Så kan det være jeg kan få dem syet snart, nu når havetiden nærmer sig.

Ophæng til patchwork væktæpper


Det har været en rigtig dejlig dag med mange indtryk og en masse søde mennesker, glæder mig allerede til næste år, hvor vi selvfølgelig skal på rally igen, men om det bliver syd, øst eller midt-vest er ikke helt afklaret endnu.

Så nu skal der bare sys en hel masse, for jeg har igen indkøbsforbud (efter eget valg), så jeg kan få syet af noget af alt det, jeg har liggende på syværelset.

Rigtig god påske!

fredag den 6. marts 2015

Dinner for two - Alexander Henry

I dag er fridagen brugt på at sy. Min nye symaskine har stået ufrivilligt stille i flere uger, fordi jeg ikke har haft overskud til at gå i gang med noget. Aftenerne er brugt på strikketøj, som jeg forhåbentlig snart kan vise færdigt.

Men i dag har jeg tegnet mønster, skåret stof og syet en dinner for two af en kollektionsprøve af Alexander Henry stoffer jeg har fået fra quiltshoppen i Juelsminde.

Nu skal bare quiltes og lukkekant syes på!