torsdag den 5. april 2012

Nye bogkøb på Amazon.co.uk og et par blade fra Tyskland

Har indkøbt et par bøger (eller fire) på Amazon.co.uk. Det er min foretrukne boghandel, da bøgerne er langt billigere end i DK (nogle ca. halv pris)

Country Cottage Quilting

Sidste nye bog af Lynette Anderson med mange søde idéer, quilts og broderier. Hun har sin egen stil med hunde og katte. Se billeder fra bogen her. (Åbner ny fane med amazon.co.uk) Bogen indeholder små punge, tasker, tæpper, puder, vægophæng og broderede billeder. Der er mønstre til det hele bagerst i bogen. Hvis man kan lide hendes stil, er det en sød bog til mange timers hygge og inspiration.

Mug Rugs
Denne bog så jeg på bagsiden af et tysk blad "Lena´s Patchwork" og tænkte med det samme at jeg måtte have fingre i den. Den er på tysk, men er fyldt af mange søde og sjove Mug Rugs. Beskrivelserne er på tysk, men selvom jeg ikke selv er en ørn i tysk, kan de forstås med en ordbog ved siden af. Der er henvisninger til mønstrene bag i bogen. Jeg har endnu ikke fået syet nogle af dem, men der er flere sjove Mug Rugs i mellem og kombineret med egne idéer skal det nok blive sjovt at sy. Se mere om bogen her. (Åbner ny fane med amazon.co.uk)

Hand Lettering
Denne bog købte jeg i håb om at den ville inspirere mig til at lave mine breve og notesbøger mere kreative og spændende. Den er fyldt med forslag til skrifter man selv kan tegne, hvordan man kan pynte på sin egen håndskrift, lave flotte kort og bruge forskellige redskaber til at lave sjove skrifter. Den er fyldt af billeder og skabeloner man kan bruge direkte eller selv bygge videre på. En dejlig bog at bladre i. Se mere om bogen her. (Åbner ny fane med amazon.co.uk)

Artist´s Journal Workshop
Denne bog købte jeg af samme grund som den forrige. For at blive inspireret til at lave en spændende notesbog med alle mine idéer til patchwork, en notesbog med tegninger af, hvor jeg får inspiration fra. Bogen er fyld med meget flotte skitser af livet hos de forskellige bidragydere til bogen. Se billeder fra bogen her. (Åbner ny fane med amazon.co.uk) Jeg har ingen ambitioner om at kunne lave lige så fantastiske tegninger som i bogen (det kræver vist et medfødt talent for at tegne) men jeg vil helt sikkert bruge den til at udvide mine egne notesbøger og forsøge mig med flere skitser.

Lena´s Patchwork Special
Tysk blad købt i Flensborg for 5,50€, (41,25 Dkr.) de har dem hos nogle boghandlere eller i kiosker. Dette blad er en special udgave, denne gang med tasker. Der er mange billeder og et mønsterark med. Og desuden en udførlig liste med patchwork butikker i Tyskland, inddelt efter postnr. Der er små annoncer fra butikker, og links til butikker der har stofferne brugt til taskerne. Det er både store og små tasker, kosmetik/toilet taske. Det var bag på dette blad jeg så bogen "Mug Rugs".

Patchwork Spezial
Endnu et tysk blad købt i Flensborg for 6,50€ (48,75 Dkr.) indeholder mønstre på tæpper, vægophæng, duge, mug rugs, kaffebrikker, tasker, puder og et spil (ludo). Der er omtale af bøger, udstillinger og diverse ting til quiltere. Liste over patchworkbutikker i Tyskland inddelt efter postnr. Fem sider omtaler udstillingen i Karlsruhe den 11.-13. maj 2012 "Nadelwelt". Hvor bl.a. Kaffe Fasset er gæst og der er mange forskellige kurser på udstillingen. Et blad med god inspiration til billige penge. Og selvfølgelig er teksten på tysk, men øvelse gør mester?!

Jeg håber I har fået noget ud af at læse om bøgerne jeg har købt, jeg har rigtig mange bøger og jeg vil efterhånden forsøge at skrive om dem alle. Når jeg får syet noget af det, der er i bøgerne skal jeg også nok vise det frem.

Hvis I har anbefalinger til bøger man ikke kan leve foruden, så skriv gerne en kommentar til mig.

Mange læselystne hilsner

Tine


6 kommentarer:

  1. Den bog med MUG RUG´s vil jeg meget gerne kigge i en dag.....og så den der liste over butikker i Tyskland...Jeg skal jo på MC tur i Kristi Himmelfarts ferien til Tonenburg....det lykkeds ikke af finde en i Sverige, måske jeg har bedre held i år.

    SvarSlet
  2. Er vild med småprojekter ... og store, så en mug rug skulle jeg måske ønske mig...

    Held og lykke med din blog...
    Hilsen nyblogger Mette
    http://framettesunivers.blogspot.com/

    SvarSlet
  3. Tak for jeres interesse i min blog... syntes det er ret sjovt at skrive om de bøger jeg køber, og måske kan jeg inspirere andre til at lave forskellige ting fra bøgerne og sætte deres eget præg på tingene.

    SvarSlet
  4. Velkommen til " bloglandia" Gleder meg til å følge deg her inne.

    Ha en riktig god og produktiv påske ;)

    SvarSlet
  5. Velkommen til. Glæder mig til at følge din blog. Tror den bliver spændene

    SvarSlet
  6. hej tine jeg kan se at du køber bøger ved amazon er det et godt sted at købe i gemmen jeg er ny i fadet så jeg vil lige høre om det hilsen anita

    SvarSlet

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.