onsdag den 30. december 2015

Ophæng til syværelset

Her på falderebet af 2015 har jeg nået at få endnu et projekt færdigt. Til Vitus Bering Quilternes Jubilæums udstilling købte jeg et mønster med nogle flotte damer af Amy Bradley Designs. De er nu blevet færdige og er hængt op på døren ind til mit syværelse. Så kan jeg advare om hvilken stemning der er på syværelset, inden gæster træder indenfor.

Bad Day vægophæng til døren

Det har været hyggeligt at finde stoffer og sy knaphulssting i hånden. En overgang overvejede jeg om de skulle bruges på en taske i stedet for et dørophæng, men de endte på døren.


På den dårlige dag (Bad Day) har jeg syet knapper, bånd og tyl fast i hendes hår, for at vise hvor slemt det kan stå til på syværelset på en dårlig dag.
 
Detaljer på Bad Day ophænget til døren

Der skal selvfølgelig også være noget til den gode dag, så her ser hun faktisk helt lykkelig ud.

Good Day Glad dame med briller til vægophæng

En god dag på syværelset dame med stort smil

De er hængt op med fugesnor hen over døren, så jeg bare kan vende dem alt efter humøret.

I dag har jeg modtaget en bog jeg bestilte for nogle af de penge jeg fik i julegave. Det er en bog af de kendte norske designere Arne & Carlos, men denne bog handler ikke om strik ligesom mange af deres andre bøger gør. Med denne bog i hånden vil jeg forsøge at lave mine egne bøger, til kreative kruseduller eller til et fast emne. Jeg er begyndt at samle papir, som kan bruges til sider i bøgerne.


Gennem året har jeg skrevet ned hver gang jeg har fået et projekt færdigt, fordi jeg tidligere har været meget fokuseret på alle de ting jeg ikke fik færdige. Nu prøver jeg det omvendte og derfor lavede jeg en liste til 2015. Som det tydelig ses havde jeg regnet med at være meget mere produktiv end jeg faktisk har været, men det skal ikke forhindre mig i at lave en liste for 2016.


Der mangler faktisk en enkelt ting på listen, nemlig en strikket hue til mig selv, som jeg fik færdig i går aftes. Mon jeg i 2016 kan få flere end 32 projekter færdige? Jeg har i hvert fald nok af dem planlagt og indkøbt, så det er et spørgsmål om at klø på...

I ønskes alle et rigtig godt nytår og jeg takker med hele mit hjerte for jeres interesse for min blog og de søde kommentarer jeg har fået gennem året. Det er rart at vide, at der er læsere til bloggen, også selvom der ikke altid er kommentarer.

6 kommentarer:

  1. Hvor er det nogle fine ophæng du har lavet :0) godt nytår

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, også et rigtigt godt nytår til dig, håber I kom godt ind i 2016.

      Slet
  2. Fine, sjove ophæng. Hvis det er listen syntes jeg den ser lang ud:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er endda kommet lidt flere ting på, for der var et par småting jeg ikke havde fået skrevet på ;-) Det er rart at se at der trods alt er blevet kreaeret lidt i løbet af året...

      Slet
  3. Det er nogle dejlige ophæng, Esther mener dog ikke det er løsningen her, da mit humør åbenbart svinger hurtigt når jeg er i lapperiet 😕
    Kære Tine 32 færdige projekter er mere end 2 om måneden, hvilket jeg synes er rigtig flot. Jeg har aldrig prøvet at lave sådan en liste, men tager det lige i overvejelse inden året rinder ud.
    Jeg glæder mig til flere udflugter i dit selskab i 2016. Rigtig godt nytår.

    SvarSlet
    Svar
    1. Esther kan have ret i at humøret kan svinge ret hurtigt den anden vej, alt efter hvad man lige er ved at lave...
      Håber du bliver begejstret for din liste i 2016, måske ender det med at blive en lille konkurrence? Så er jeg sikker på du bliver vinderen, da jeg har fornemmelse af at du er meget produktiv ;-)
      Jeg glæder mig også til nye udflugter i 2016, nye sjove oplevelser og masser af dejlige mennesker...

      Slet

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.